Middelmådige forglemmelser
Bandet kalder sig Words Of Farewell (endda i caps lock!), og med de sange, deres nyeste album indeholder, får man også hurtigt lyst til at vinke farvel.
Det starter egentlig okay med det første nummer, ”Project Daybreak”, som har en god intro med en behagelig rytme. Da vokalen træder ind er det dog, som om den ikke helt passer til det lidt mere afdæmpede tempo. På nummeret efter, ”Ever After”, kommer den growlende vokal mere til sin ret, da tempoet her er skruet lidt op, men der er samtidigt skruet lidt mere op for brugen af keyboard, og det kunne man godt have været foruden. På trods af det er det et af de bedre numre på albummet, sammen ”Urban Panorama”, der unægteligt hæver niveauet på Immersion, med sine fængende riffs, der til tider minder lidt om In Flames’ ditto. Det være sagt er der bare langt mellem sådanne positive oplevelser på albummet; det hele flyder, selv efter flere gennemlytninger, sammen til forglemmelighed.
Variationen i sangene udebliver med andre ord, og det skyldes især vokalpræstationen. I hvert nummer lyder den growlende Alexander Otto, som han gjorde på nummeret forinden, og finder man den vokale indsats i et band bare en smule interessant, keder man sig bravt ved Words Of Farewells bud på denne. Bandet prøver ihærdigt at løfte den instrumentale del med en masse energi på deres respektive instrumenter, men når det går rigtigt vildt for sig, lyder det blot, som om alt er ude af kontrol, som fx på ”On Second Thought”. De andre gange er det bare middelmådigt.
Det mest interessante (og sære) er introen til ”Sorae”, som lyder mistænkeligt meget som starten af temamelodien til X-Files! Måske skulle bandet i stedet afprøve nye græsgange som science fiction komponister? Men uden forsangeren, tak.
