Det havde da været en skam…
Amerikanske The Lemonheads havde onsdag aften lagt vejen forbi KB18 i Kødbyen i København for at spille hele albummet It’s a Shame About Ray. Et scoop for alle os, der i 90erne kastede sig over gruppens melodiske indierock, og som oven i købet synes, at pladen fra 1992 er gruppens bedste. Evan Dando har altid været omdrejningspunktet om The Lemonheads, men efter storhedstiden i 90erne, er der på de andre poster blev skiftet ud i gruppen et par gange.
Ligesom spillestedet bestod publikum af lige dele undergrund og hipster. Det lave loft, graffitien på væggene og de mange søjler på gulvet, gav rummet en atmosfære, som hang godt sammen med The Lemonheads’ tidlige år, hvor musikken mere smagte af alternativ punk/rock. Koncerten fik en katastrofal start. Under de første fem numre, var det komplet umuligt at høre Evan Dandos vokal, og vi kiggede alle undrende på hinanden. En irriteret Dando forlod scenen efter ”My Drug Buddy” og forvirringen var nu total. Bassisten og gruppens roadie snakkede og tog kontakt til spillestedets personale, og man fornemmede at en desperat fejlfinding var i gang. Efter lidt mere end en halv time, kom to medhjælpere slæbende ind med store monitorer på nakken. Grejet blev tilsluttet og vupti, så var Evan Dando på scenen igen. Ventetiden kunne have dræbt koncerten, men en pauseøl, den forbedrede lyd og en trio der valgte at starte forfra, var hele ventetiden værd. For anden gangen åbnede de med ”Rockin Stroll”, og det vakte jubel.
Lyden var tilfredsstillende nu, og Dando havde for første gang denne aften et smil på læberne. Numrene fra pladen kom som perler på en snor. Publikum var fans, for hvem pladen formentlig er en lille klassiker, så den gode intensitet og indlevelse blev holdt i live under alle pladens numre. Evan Dando synger ikke perfekt live – til tider lidt sjusket og dovent – men det var vi alle ligeglade med efter dette comeback. Perlerækken blev afsluttet med den søde, smukke og afdæmpede ”Frank Mills”, og her var der for alvor dømt fællessang.
Jeg havde forventet at Evan Dando og The Lemonheads ville takke af her, men det gjorde de langt fra. De fortsatte med nyere numre, og ”The Outdoor Type” og ”Hospital” formåede at føre stemningen videre. Det der skulle have været ekstranumre udviklede sig nærmest til et ekstra set, som hovedsageligt bestod af udvalgte numre fra Come on Feel The Lemonheads og Car Button Cloth. Hermed blev gruppens tre bedste og bedst kendte album repræsenteret i aften, og derved trak festen ud. Set i lyset af at koncerten oversteg to timer, kunne enkelte numre i den sidste time, som helt unødvendigt i små perioder dræbte stemningen, have været udeladt. Koncerten var en følelsesmæssig rutsjetur, som i lang tid lignede en fiasko, men skuden blev vendt, og det ville da have været en skam, hvis vi ikke havde hørt hele It’s A Shame About Ray i den kvalitet, albummet fortjener.
