Lekman croonede efteråret i møde
August er blevet til september, og den blå himmel bliver nu langsomt erstattet af en kedelig grå flade. Træernes blade ældes, og gadelamperne erstatter aftensolen. Kort sagt er sommer blevet til efterår, men det er heldigvis ikke kun lig med vinterjakker og depressioner. Alle disse symptomer betyder nemlig også, at koncertåret går ind i sin sidste intensive fase: efterårssæsonen. I de næste måneder vil alle eftertænksomme og musikinteresserede sjæle drages mod landets spillesteder, for at få en dosis af de lykkepiller der indtages igennem ørerne.
Verdenen udenfor bliver grå, men hvis der er én mand der kan få farverige fortællinger ud af netop det grå, er det den svenske singer-songwriter Jens Lekman. Han kan ganske enkelt skrive de sange ingen andre kan eller vil, og de sange blev opført for et udsolgt Lille Vega, på en af årets tidlige efterårsaftener.
Som en intim samtale
Selvom Lekmans stjerne begynder at lyse mere og mere klart, så f.eks. Kirsten Dunst kan skimte den på den anden side af Atlanten, virker Jens Lekman alligevel som et af jordens mest afslappede og umiddelbare mennesker. At være til koncert med ham, er som at have en intim samtale med svenskeren, hvor han fortæller den ene gode historie efter den anden. Hipster-crooneren smelter sig simpelthen ind i de koldeste hjerter, så alle de barrierer der normalt vil lukke af for cremet disco pop, åbner op og sender en besked til ørerne om at de skal lytte efter hvad svenskeren siger.
Lekman balancerer på grænsen af det ligegyldige og det geniale. Når han er allerbedst er han en eminent singer-songwriter, der sender samtlige ord, der kommer ud af hans mund, direkte imod ens hjerte, men når han er allerværst er han blot en ligegyldig svensk disco-flødebolle. Jens Lekman er altså konstant nød til at søge ud af sin flødebolle komfort-zone, for at virke interessant. Han skal være som en mand der vandrer rundt på den tyndeste del af en frossen sø, med faren for at falde igennem isen som en kunstnerisk drivkraft der giver den nødvendige spænding. Jo tyndere isen var, denne efterårsaften, og jo længere væk han kom fra disco komfort-zonen, jo bedre blev han, og allerbedst var han, når han på papirtyndt is fortalte historierne bag sine sange. F.eks. løftede Lekmans historie om Kirsten Dunsts besøg i hjembyen Gøteborg, sangen ’Waiting for Kirsten’ op til højder som vil være uopnåelige for den rene sang uden introduktion.
Den musikalske lykkepille
Desværre lå de nye sange fra I Know What Love Isn’t ofte inde på den alt for tykke og sikre is, med ’The End of the World is Bigger than Love’ og ’I Want a Pair of Cowboy Boots’ som undtagelser. Til gengæld var gamle Lekman-klassikere som ’The Opposite of Hallelujah’, ’Black Cab’, ’Sipping on the Sweet Nectar’ og ’A Postcard to Nina’ helt eminente, og resulterede også i de mest intense jubelbrøl fra publikum. Efter disse numre var man næsten fristet til at svare Lekmans albumtitel I Know What Love Isn’t med at alle i hvert fald vidste hvad kærlighed var, denne aften på Lille Vega.
På trods af alle de ulykkelige sange fra Lekmans følsomme hjerte, formåede han alligevel at sende budskabet ”det skal nok gå.” For han er her jo trods alt stadig, og oppe på scenen ligner han verdens lykkeligste menneske, så mon ikke at det kommende mørke halvår er til at overleve? Det vil jeg i hvert fald tro på, efter Lekmans musikalske lykkepille.
