Dinosaur Jr.: I Bet On Sky

Man kan klandre Dinosaur Jr for ikke at bevæge sig synderligt fra det efterhånden gennemtærskede udgangspunkt, men når melodierne i bandet stadig er så intakte og propfyldt med rå energi, som de er på I Bet On Sky, tilgiver man gerne Mascis & Co at de kører i den samme rille.

Solidt udspil fra de gamle mestre

Hvis man betragter Dinosaur Jr. som en virksomhed, har de med I Bet On Sky cementeret deres brand på et marked, der er fyldt til randen med billige kopivarer. De gamle ronkedorer har med deres tiende studiealbum leveret endnu en samling melodier med gode gamle Murph og Barlow som trofaste løjtnanter, når kaptajn Mascis stævner ud med sin karakteristiske vokal og guitar. Alt sammen så gammelkendt som smagen af humle, og man lytter til musikken med en følelse af at være kommet hjem igen efter en lang rejse.

Bortset fra lidt keyboard, der ikke gør meget væsen af sig, og et par sange af og med Murph bag mikrofonen, er der ikke ændret på opskriften. Det er stadig Mascis’ fuzzede guitar og snøvlende vokal, der bærer det meste af projektet, mens Barlow tæsker læder på hans tunge og kraftfulde maner.

Det, der gør I Bet On Sky til alt andet end et ligegyldigt album, er den skødesløse måde de tre kumpaner hælder den ene velklingende og slidstærke melodi ud af ærmet. De har gjort det et hav af gange tidligere, og der er for så vidt ikke noget, der er specielt anderledes eller bedre på dette album, men der er ingen slinger i valsen. Riffene sidder stadig lige i skabet, melodierne er nærmest banale, men Mascis formår alligevel at kombinere de to elementer med en uhørt elegance og med præcis den blanding af hardcore rock og sympatisk folkpop, der er kendetegnet for denne trio med imponerende 27 år på bagen.

Man kan klandre Dinosaur Jr. for ikke at bevæge sig synderligt fra det efterhånden gennemtærskede udgangspunkt, men når melodierne i bandet stadig er så intakte og propfyldt med rå energi, som de er på I Bet On Sky, tilgiver man gerne Mascis & Co at de kører i den samme rille.

Written By
More from Carsten Meedom
Young Legionnaire: Crisis Works
Tag Bloc Party’s tykke bund og melodiøse powerrock og kombiner det med...
Read More
0 replies on “Dinosaur Jr.: I Bet On Sky”