Thrashmetal fra den amerikanske østkyst
Syv gange har amerikanske Shadows Fall fra Massachusetts udgivet et album, startende tilbage i 1997, hvor debuten Somber Eyes To The Sky udkom. Alligevel har de ikke formået at trænge igennem til det europæiske marked – retfærdigt eller ej – og det er der nok heller ikke den store sandsynlighed for at de gør med albummet Fire From The Sky. Kvartetten blander en solid omgang thrashmetal med elementer af helt traditionel heavy anno slutfirserne, lidt skæve beats a la bysbørnene fra Mighty Mighty Bosstones og en vokal, der skifter mellem henholdsvis klar stemme og growl/skrål.
Der er ingen tvivl om, at der er tale om et amerikansk band, og slægtskabet med navne som As I Lay Dying og det senere Savatage (fra henholdsvis Californien og Florida) ligger lige for. Nævnte inspirationskilder er dog langt bedre end Shadows Fall, som aldrig bliver andet end proteinfattige kopister. Der er flere fine antrit til at det kan blive spændende, men lydbilledet er så vekslende mellem udtryk, at det ganske simpelt bliver for rodet. Man får som lytter aldrig en fornemmelse af, hvor bandet egentlig befinder sig, og de har ikke de kvaliteter, som Savatage eksempelvis har på melodisiden og som individualister. Og As I Lay Dying er på deres side en langt bedre organiseret enhed, som får tingene til at hænge sammen, hvilket Shadows Fall i høj ikke er i stand til.
Der er ikke noget at sætte fingeren på med hensyn til håndværket, det er fint udført og de kan deres kram. Der mangler bare den samlende og forløsende faktor, der får det hele til at bevæge sig op på et højere plan. Alt i alt et album, der ikke har noget særligt at byde på, andet end en masse gammelkendte effekter, og nok et album, der ikke finder det store publikum uden for United Bluff.