Muskuløst ambient
For sjette gang træder Mike Cadoo i karakter med brandet Bitcrush, som tidligere har bevæget sig smidigt rundt i forskellige relaterede ambient-genrer lige fra IDM til tilbagelænet shoegazer. Det første, man lægger mærke til på det nye album, er det helt mørke omslag med en klassisk engel med vinger som vi kender dem fra kirkegårdene. Nærmest ren Joy Division. Nu er det ikke første gang Cadoo flirter med det melankolske og det skumringsprægede, men på Collapse tager han lytteren helt ned i en følelsesmæssig afgrund, hvor tristesse og et knugende mørke er de udtryksmæssige hovedingredienser.
Som noget nyt inden for konceptet Bitcrush, benytter Cadoo sig i bemærkelsesværdigt grad af analoge instrumenter. Bevares, de er rørt godt sammen i produktionen, så hele udtrykket er elektronisk og syntetisk som man kender det fra tidligere. Men alligevel er der en frisk tilstedeværelse af en ægte trommelyd og en liveguitarist, der lægger lag på lag af fuldfed distortion på de tunge numre. Apropos numre er der kun fem af dem på albummet, men de varer til gengæld næsten 50 minutter tilsammen. Det indledende ”The Weight (of a Future Mutation)” åbner for brugen af de mere analoge udtryk, og selv et simpelt vokalspor er mixet ind i lydbilledet.
Stilen er typisk for Cadoo og Bitcrush med sit slæbende og tunge tempo og med en udpræget mol-stemning, men der er alligevel noget andet på færde i musikken i forhold til tidligere. Og jo flere gange man kæmper sig igennem de foruroligende numre, bliver det tydeligere, at det er graden af tungsind og de sorte skyer, der samler sig i sindet, som adskiller Collapse fra de tidligere Bitcrush-udgivelser. Cadoo har altid haft et lysglimt, en følelse af håb, i musikken, men nu er håbet slukket. Tilbage står en dommedagsagtig, overvældende følelse af afmagt og mental smerte.
Klæder det Cadoo? Hvis man er til det mørke og forstemmende udtryk, vil Collapse helt sikkert gå rent ind, men forventer man Cadoos sædvanlige varemærke i form af den mere lette og tilbagelænede ambient, bliver man nok noget overrasket her, muligvis negativt.
Personligt blev jeg først overrumplet af den side af Cadoo, som jeg ikke har hørt tidligere i så overvældende grad, men faktisk har han afstemt følelserne og skabt et udtryk, der tager lytteren med ud på en forførende rejse – selvom destinationen er det samme sorte, tomme hul som man finder hos eksempelvis Neurosis – uden sammenligning i øvrigt.
Når den sidste tone klinger ud på ”… For a Void”, står albummet tilbage i sindet, aflejret som en sort monolit af lyd, og et lille sted i sjælen er man forandret.
