Unik ener leverer pletskud og vildskud
Man kan sige meget om Morten Skou Andersen. Men man kan ikke andet end at kalde ham kompromisløs, grænsesøgende, provokerende og gammeldags på en absolut nutidige, utidig og moderne måde. Jeg er stadig stor fan af debutalbummet I Fingrene, som ramte en formidabel tone midt mellem det provokativt anstødelige og det hverdagsagtigt jordnære. Vokalen var skæv og rusten, og det samme var guitaren bag de fine og tankevækkende protestsange.
Nyeste udspil fra Morten Skou Andersen, der nu har slået pjalterne sammen med ”de mennesker han normalt sammenligner sig med” er et tredobbelt album eller en dobbelt CD – og under alle omstændigheder et værk delt ind i fem dele. Det virker alt sammen voldsomt ambitiøst – ikke mindst den skrabede og personlige produktion in mente. Mens mange fortsat lader sig overrumple af Morten Skou Andersens aparte stil, så tillader jeg mig at fastholde mit indtryk af en yderst kompetent og unik musiker, og derfor tillader jeg mig også at have høje forventninger.
Det er gammeldags folkesange, der primært er det genremæssige ståsted, omend der nogle gange er plads til mere vrede og markante toner som på den forrygende ”Branding Danmarks sandkasse”. På den næsten 13 minutter lange ”Den 12. maj 2011” er vi i en urgammel folkevisetradition, hvor dommedag bliver til virkelighed og alt sammen med afsæt i en statusbesked på Facebook! Lyder det forvirrende? Det er det også, men det er også pokkers medrivende, underholdende og giver en lang række skæve og finurligt provokerende stikpiller til alle os lyttere og dem, vi nu engang går rundt og plejer at sammenligne os med.
Førnævnte sang om Branding Danmark sidder også lige i skabet, og personificeringen af kapitalistsamfundets nøglebegreber er ikke ualmindelig på denne del af albummet. Det er godt tænkt – på nippet til at være overgjort, men oftest ganske funktionelt. ”Militær nødvendighed” hører også til de absolut vellykkede oplevelser, ligesom den konfrontatoriske ”Begravelse Danmark”.
Jeg ærgrer mig til gengæld over, at Morten Skou Andersen i flere tilfælde finder det nødvendigt at lade sine ellers så sprudlende tekster ende i regulært vulgære beretninger. Først og fremmest fordi det i mine øjne ikke er nødvendigt for at opnå det meningsmæssige udbytte, og dernæst fordi disse numre udvander den generelle tyngde af albummet. Morten Skou Andersen er langt mere end en pauseklovn, og derfor er det synd, at han skaber den mindste anledning til, at man kan tvivle på, om der er mening bag holdningerne, eller om det bare er drengeagtige barnestreger, fis og ballade.
Morten Skou Andersen har med seneste udspil understreget sin status som en ganske ubestridt ener på den danske musikscene. Jeg synes, at han denne gang af og til giver sine tekster en alt for parodisk drejning, som skaber tvivl om substansen i de ellers så skarpe holdninger og meninger, der provokerer stærkt og medrivende på langt størstedelen af albummet.
