Festmetal uden de store aftryk
Da jeg anmeldte EH’s anden demo, Charged, spåede jeg bandet en lovende debut, hvis de kunne udvikle det spor, der blev anlagt i Jacob Bredahls Dead Rat Studie for et par år siden. Om de forventninger er blevet indfriet, kan man sætte spørgsmålstegn ved. Der er ingen tvivl om, at EH kan deres kram, og den københavnske kvartet spænder bredt fra det groovy og tempofyldte metal, til det tunge og mere dystre udtryk. Når man alligevel føler sig underligt uforløst ved flere gennemlytninger, skyldes det i høj grad, at EH ikke har lagt sig fast på et gennemgående udtryk. De vil simpelthen for meget, og de inddrager så mange referencer, at man helt mister indtrykket af det, som det hele burde handle om, nemlig et ungt fremadstormende band fyldt med talent, vilje og ambitioner.
EH har talenterne og sikkert også viljen, men der er noget galt med ambitionerne, når man ikke efterlader et selvstændigt indtryk, men derimod lyder som alle de andre, mere eller mindre middelmådige metalbands, man kan fodre svin med.
Grunden til, at EH får denne lidt negative anmeldelse er, at jeg havde forventet noget bedre, noget mere originalt, fra det unge ensemble. Måske er de for dygtige til at håndtere deres instrumenter, og måske har de et eller andet sted på vejen glemt, at denne slags hardcore metal fordrer en aggressiv og tændt tilgang, som giver musikken den kant og vrede, der får tingene til at fungere.
EH skal vende tingene på hovedet. De skal spille mindre perfekt, mindre kontrolleret, og så skal de få pumpet noget temperament ind i udgangspunktet, hvis de virkelig vil noget med deres musik.
På den igen, drenge, I kan godt!
