- Opeth på Vega november 2012 (foto: Lars Asmussen)
Stor oplevelse for den trænede lytter
Svenske Opeth er på flere måder et anderledes metalband. Da de albumdebuterede i 1995, var genren black metal og Mikael Åkerfeldts vokal var nærmest skrigende. Siden udviklede Opeth sig til at blive mere progressive. De er blevet kendt og elsket for at veksle mellem decideret dødsmetal og en mere storslået og voluminøs rock med en meget varierende vokal og mange stemningsfulde passager.
Tirsdag aften stod Opeth overfor et dansk/svensk publikum i det næsten fyldte Store Vega. Sætlisten var kort, men når gruppens numre gennemsnitligt varer ti minutter, behøver man ikke frygte en kort koncert. Sanger og guitarist Mikael Åkerfeldt førte an, da koncerten blev åbnet med ”The Devil’s Orchid”, fra gruppens seneste album Heritage. Allerede her fornemmede man tydeligt, at publikum i aften ikke ville være headbangende, stagedivende og dansende. Musikkens vekslen i tempo, og mellem aggressivitet og storladen sørgmodighed, greb fat i gruppens fans, og mange af aftenens gæster virkede opslugt af musikken og fordybede sig meget dedikeret til løjerne på scenen.
Det må være svært for Opeth at vælge sætliste til en koncert. Med ti album på bagen, skal man enten vælge omhyggeligt fra hele bagkataloget eller primært fokusere på det nyeste af slagsen. Opeth gør det første. I aften kom de igennem hele syv album på de kun ni numre. På ”Ghost of Perdition” viste de sig fra en mere brutal side. Åkerfeldt growlede for første gang, og her viste Opeth, hvordan deres vekslen mellem genrer og stemninger giver mange højdepunkter i hvert enkelt nummer. Denne omskiftelighed og kompleksitet gør det aldrig nemt at være musiker i Opeth. Både hos guitarerne, bassen og keyboardet var det en fornøjelse at være vidne til store tekniske skills hos de fem på scenen.
Aftenens to højdepunkter var ”Deliverance” og ekstranummeret ”Blackwater Park”. De to numre på henholdsvis 13 og 12 minutter fremstod, som på plade, som mastodonter, der fastholder lytteren i et jernhårdt greb fra ende til anden. Åkerfeldt growlede mesterligt, og de tunge guitarer fik lov at bryde lydmuren med de komplekse riff. Der var numre i aften, hvor Opeth ikke formåede at fastholde en nerve fra start til slut, men på disse to lykkedes det til fulde, og her fik Opeth vist, hvad de kan, som ingen andre kan.
Opeth leverer krævende metal. De kræver indlevelse, tid og tålmodighed. Det var en del publikummer ikke i stand til at give Opeth i aften. Tilråb som “JÆVLA SVENSK, HEJA SVERIGE” og generelt snak langs væggene var forstyrrende i mit forsøg på at suge stemningen til mig. Åkerfeldt selv lagde op til en del af postyret ved at fyre jokes af fra scenen. Selv om han er ganske sjov, så blev det i længden plat, og det smittede af på de utålmodige i salen. Hele denne vittige jargon, kunne jeg ikke få til at hænge sammen med Opeths spændende univers. En anden skønhedsfejl var små momenter i lyden. Åkerfeldts vokal faldt ud et par gange, og det var ærgerligt at keyboardet ikke fik mere volumen, hvor det ellers i originalversionerne har en vigtig rolle.
Jeg gik imponeret hjem tirsdag aften. Numrene er lange, og de er krævende, men når Opeth leverer deres bedste, så formår de at fange lytteren – det være sig den lytter, der er klar til Opeth. Der var momenter hvor Opeth formåede at fange mig totalt i deres univers, men de tabte mig også et par gange undervejs. Kan de fastholde deres niveau en helt koncert, kan Opeth være en potentiel uforglemmelig koncertoplevelse.
[nggallery id=166]
