Søgende og flydende bølger Keith Canisius’ vokal ud over kanterne i et flerfarvet, psykodelisk univers, der skvulper over sine kanter og ind i ørerne på sin lytter. Den amerikanskfødte dansker Keith Canisius er ude med sit fjerde soloalbum ”Beautiful Sharks” med 13 drømmende numre.
Der er med dette album tale om luftig lo-fi pop med Canisius’ vokal svævende over vandene og de godt samspillende instrumenter bestående af især trommer og guitar. Introen ”Interesting Corners” har et mere energisk guitarspor og en opbygning, der lægger kursen for de efterfølgende skæringer. Umiddelbart kalder det en genkendelse af danske Spleen United frem og deres blanding af det organiske og industrielle, det digitale og det analoge. Pladens anden skæring byder til gengæld på psykedeliske tendenser på et nummer, der snor sig i ekkoende guitarer og flydende farvescenarier. Mod enden af pladen på skæring ni får man med nummeret ”Riot” et mere tilbagelænet og henkastet rocket udtryk, der bider en anelse mere fra sig end de foregående. Guitaren får lov at udfolde sig småskrigende hen over de trofaste og funky trommer, der roligt og sikkert følger med over alt på pladen. Et nummer der sagtens kunne snurre et par gange i træk ligeså vel som intronummeret. På ”Great White Shark” hører vi mere melankolske og mørke toner fra guitaren, men stadig de potente slag fra trommestikkerne. De omgiver en spinkel vokal, der bringer mindelser om tidlig tænksom Mew frem, hvilket også går igen på det mere stilfærdige nummer ”Juno”. I begge tilfælde får vokalen mere albuerum og understreger både Canisius’ fine stemme og hans velskrevne lyrik. Lyrikken der, hvis man læser tracklisten igennem, alle cirkler om oceaners bevarelse og redningen af hajerne. Jævnfør titlen på albummets smukt tilrettelagte og farveformfuldendte forside.
”Beautiful Sharks” gør sig godt som blid og ambient pop, der ikke generer nogen, men tyst bølger over sine lytter med bløde chillede waves. Desværre bliver det også det positive ved pladen, der trækker ned. På trods af skønne detaljer, så som trommespillet og den allestedsnærværende guitar samt det dygtigt orkestrerede sfæriske stemningselement, så har pladen en tendens til at føles lidt lang. De forskellige skæringer flyder sammen i deres enslydende produktion med en vokal, der ikke varierer voldsomt fra nummer til nummer. Det føles ærgerligt nok som om, nummeret ikke er skiftet fra det ene til det andet. Der savnes en større alsidighed især i forhold til hvordan Canisius, der selv har haft producerhatten på, har valgt udtrykket for de forskellige numre. Uanset, at pladen står som en helstøbt størrelse qua den gennemgående lyd, så er det lidt uinteressant, ikke at blive overrasket undervejs. I en tid hvor der er større fokus på det enkelte nummers hitpotentiale samt køb af enkeltnumre, er det ærgerligt, at Keith Canisius ikke forstår, at indfri sit ellers åbenlyse talent og vise flere sider af sig selv på ”Beautiful Sharks”.