Utilstrækkelige Revner I Isen
Som vinder af Starfighters 2010 og efterhånden garvet liveband (både optrådt på Nibe, Danmarks Smukkeste, Roskilde, Spot og Jellinge Festival og diverse spillesteds koncerter), kan man med rette forvente noget af My Evil Twin. Cecilie Enevold Nielsen der er primus motor for projektet har en let genkendelig stemme der skiller sig ud fra mængden, og det elektroniske mix af syntherziser og keyboard blandet med sporadiske guitarfigurer har da også et potentiale til mere. Det mere kom desværre ikke på debuten The Slow Escape fra 2010, der alt for meget indeholdt anonyme produktioner og stereotype melodier. Derfor kunne man håbe at Cecilie på sin plade nummer to havde lært et eller andet og prøvet at gå nogen nye veje i jagten på den ”gode lyd”. Hun har hvert fald lavet nogen ændringer i produceringen. Væk er de erfarne medspillere Ebbe Frej fra epo-555, Kristian Nygaard Olsen fra Oh No Ono og Niels Bagge Hansen og Martin Sahl Petersen, der begge er fra Vinnie Who. De var sparringspartnere før, men Cecilie har besluttet at stå på egne ben, hvilket er modigt af hende i en tid, hvor der savnes kreative input fra så mange forskellige hoveder som muligt. Dog er producer Lasse Lyngbo (Diefenbach, Freja Loeb, Vinnie Who, Brother Grimm) stadig manden bag de famøse knapper, hvilket har resulteret i et udtryk der ligner debutens. Dette er desværre ikke umiddelbart godt, og man må bare konstatere, at My Evil Twin endnu engang har begået et kedeligt, ensformigt og udtryksløst album med Cracks In The Ice.
Noget der heller ikke har ændret sig meget siden sidst, er stemningen. Igen er det den mørke lyrik kontra den poppede lyse melodi. Titelnumret der er anden sang på albummet eksemplificerer meget godt, hvor My Evil Twins toneleje befinder sig. Nemlig et sted mellem det melankolsk dystre og diametrale modsatte. Klangsiden er forholdsvis poppet med syntherzisere, programmerede beats og keyboard. Altså intet nyt under himlen der. At melodien forholder sig i nogenlunde ro indtil omkvædet (hvilket igen ikke er banebrydende), og at Cecilies stemme er i det monotone lyse stadie (lidt enerverende i længden), hjælper heller ikke sangens forudsigelige forløb.
Der er desværre flere af disse halvsløje eksempler at hente frem på Cracks In Ice’s 11 numre, som fordeler sig over små 36 minutter. “Go To Sleep” lyder som en tyndbenet udgave af førnævnte nummer. Starten på sangen minder i så høj grad om “Cracks In Ice”, at man kunne forveksle de to begyndelser med hinanden. “Talk In Stereo” er lidt bedre med en mere fremtrædende bas der taktfast driver numret frem, men når det forløsende popomkvæd skal komme, bliver man efterladt tomhændet uden nogen form for melodisk tilfredsstillelse. Her er ellers en glimrende el-guitar lyd, som bryder den til tider lidt for magelige og kliniske omgang electro pop skabelon. Denne svage formel fortsætter de 36 minutter pladen varer kun afbrudt momentvis af gode tilfælde. Det er som om at kræfterne og ideerne er sluppet op hos Lasse Lyngbo, og Cecilie Enevold Nielsen virker heller ikke til at investere nok i hver enkelte frasering, og indlevelsen halter derfor gevaldigt. Det høres tydeligt på den langsomligt trættende sjæler “The Corridor” og den ligeledes roligt elektronisk poppede “Faraway Places”, hvor en akustisk guitar spiller ind.
Der er dog undtagelser som “Sunshine In A Pill” der med sin akustiske guitar, kolde synth og vel formøblet melodi indfanger noget af den mørke stemning, mens den udviser lettilgængelig pop. “Time Runs, I Walk” er lige i modsatte grøft, men klarer sig ligeså godt. Her er tempoet skruet lidt op, og de elektroniske virkemidler er i den grad brugt denne gang med et fængende udfald. Et hakkende beat, masser af synth og fremtrædende keyboard toner, så er den i skabet.
“Darkness stays like a very old friend” lyder det på numret “Stormy Nights”, men desværre er My Evil Twin’s toer ikke på nogen måde en ven, man vil tilbringe mange mørke timer med. For der er ikke rigtig noget mørke at hente frem, og de lyse melodier blænder ved deres trivialitet
