80’ernes 30 bedste albums: #29
Godt ført an af ”The One I Love” og ”It’s the End of the World As We Know it (And I Felle Fine)” fik R.E.M. tilbage i 1987 deres store gennembrud med albummet Document. Inden da havde Michael Stipe, Mike Mills, Peter Buck og Bill Berry udgivet fire fremragende albums, der – trods en efterhånden solid fanbase – dog gjorde sig bedre på de små radiostationer end på de mere mainstream musikkanaler. Med producer Scott Litt til at skrue på knapperne på Document trådte Stipes sprøde vokal langt tydeligere frem end det hidtil havde været tilfældet, og hvor Stipe tidligere havde haft en tendens til at lyde mumlende, kan man pludselig lytte sig frem til hvad, der synges på Document. Vokalen er forrest i mixet og bagved bakker instrumenterne op uden overflødige lag. Samarbejdet med Scott Litt skulle vise sig at være en kommerciel succes, der blev genoptaget på de fleste R.E.M.-albums siden. Vejen mod mainstream var allerede blevet trådt på Lifes Rich Pageant (1986), men dét album manglede lige de par hits, der kunne sikre det endelige gennembrud for bandet fra Athens, Georgia.
I starten af deres karriere var R.E.M. mere politisk anlagt end de var på deres senere albums. Således var teksterne også politiske på Document, hvor arbejdsklassen bliver nævnt flittigt, og hvor højrefløjen også får et par skud (“Exhuming McCarthy”). Men når Michael Stipe ikke sang politiske sange, så var de ikke nødvendigvis erstattet af søde kærlighedssange – som han i øvrigt engang forsvor, at han nogensinde ville synge. Det er bandets første hit, ”The One I Love”, et godt eksempel på. På trods af titlen bringer sangen ikke varme følelser frem og Michael Stipe udtalte til Q Magazine i 1992:
It’s probably better that they think it’s a love song at this point. That song just came up from somewhere and I recognized it as being really violent and awful. But it wasn’t directed at any one person. I would never write a song like that. Even if there was one person in the world thinking, This song is about me, I could never sing it or put it out… I didn’t want to record that, I thought it was too much. Too brutal. I think there’s enough of that ugliness around.
I det hele taget var ”The One I Love” et atypisk hit; Anti-kærlighed, en repetitiv tekst og et omkvæd, der blot består af en gentagelse af ordet ”Fire” efterfulgt af ”she’s comin’ down on her own, now”. Melodien var dog lige i skabet, og man forstår hvorfor det blev R.E.M.’s store gennembrud (når nu ikke det var kommet tidligere).
Albummet igennem skaber Bill Berry på trommer en rytmisk bund, der giver resten af bandet plads til at boltre sig; Mike Mills kan spille melodilinjer på bassen, og Peter Buck kan vise hele sit repertoire på den elektriske guitar på det egentligt ret eklektiske album. I det hele taget er Document en flot afspejling af, hvad man kan få ud af fire dygtige musikere, hvor ingen fylder for meget og ingen for lidt, men hvor alle tværtimod bidrager med lige præcis det de skal.
Document var R.E.M.’s sidste på et lille pladeselskab. Inden albummet Green (1988) udkom var R.E.M. nemlig skiftet til Warner, der skulle ende med at udgave samtlige R.E.M.-albums inden bandet i september 2011 annoncerede, at de var opløst. 15 albums blev det til i alt, med “Losing My Religion” fra Out of Time (1991) som det største hit, men med Automatic for the People (1992) og bandets fem første albums som de kunstneriske højdepunkter.
