80’ernes 30 bedste albums: #28
Efter at være kommet rigtig godt fra start med debutalbummet Please i 1986, skulle engelske Pet Shop Boys så året efter prøve at matche bandets flotte kickstart. Og det gik i den grad over forventning. For med Actually, der stadig står som et af Pet Shop Boys bedste og mest fuldendte albums, lykkedes det duoen at hive de bedste tendenser fra debuten videre, og mikse dem med en bedre sangskrivning, et højere kvalitativt bundniveau og mere dybde. Og dette er jo også præcist nogle af de dyder, der i mange år har hævet Pet Shop Boys over de fleste andre på popscenen.
Actually trækker på elementer fra pop, synth, elektropop samt forskellige inputs fra dance-genrer som eksempelvis house. Lyden er lækker, her og der pumpet, andre steder elegant afstemt sangenes tematiske fundament. Og netop lige dette med på exceptionel vis at formå at samstemme sangenes indhold og udtryk, det viser Pet Shop Boys sig på Actually at mestre til fulde. Actually er derudover et flot spundet konglomerat af årtiets tidligere mere typiske lydflader og så den spirende – og kommende – club-lyd. Albummet er nogle steder som at befinde sig i et elektrisk spændingsfelt mellem tidlig, formskåren firser-mainstream som Heaven 17, Depeche Modes melankolske synth/electro, det mere glatte fra Human League og så den club- og dancescene, der fra omkring samme tid begyndte at boome i UK.
Men trods albummets afsindigt velproducerede præg, dets overall pop-orienterede snit, så træder Pet Shop Boys også med Actually i karakter som et band, der har mere på hjerte end et beat og en catchy tune. Neil Tennants tekster om den moderne tids overfladiskhed, fremmedgjorthed, isolation og forkvaklet kærlighed, slår igennem som let bitre, melankolske fortællinger, som med glimt i øjet spidder det især mere privilegerede, moderne menneskes emotionelle og eksistentielle transparens. Som det lyder i sangen ”Rent”: ” I love you, oh, you pay my rent.”
Med Actually hev Pet Shop Boys den pop- og danceorienterede musik op i et helt nyt luftlag. Der blev leveret et langt mere modent og intelligent indhold, som sammenlagt med musikkens både ekstreme melodiøsitet og mange steder afsindigt køligt, velafbalancerede strukturer, var et nyt high på popscenen.
Actually var et virkelig betydningsfuldt album. Det kastede sådan cirka tre hits af sig – ”What have I done to deserve this?”, ”It’s a sin” og ”Rent”. Men det er især som album, et fuldendt værk, at Actually går hele vejen. I en tid, hvor formatet ‘album’ er døende – i hvert fald indenfor popmusik – der er det en rendyrket fryd at genlytte et album som Actually.