80’ernes 30 bedste albums: #14
Amerikanske Pixies er en underlig, skæv størrelse på den amerikanske indiescene. I firserne kreerede de nogle fantastiske klassikere i deres helt eget krøllede univers, og bandets signatur var først og fremmest, at de spillede en slags progressiv, punket rock, der intet havde med den klassiske punk eller rock at gøre. De fire medlemmer, med en til tider fuldstændig uberegnelig Francis Black i front på vokal og guitar, dannede tilsammen en helstøbt enhed, der hver især rummede så tilpas meget individualitet, at Den Gale Mand i front trods alt ikke fyldte det hele. Således stod yndige Kim Deal med en kæmpe bas spændt på sin spinkle krop, Joey Santiago var gadedrengen, der leverede den fræsende, punkede guitarlyd, og Lovering stod for noget trommespil, man faktisk ikke rigtigt havde hørt på de breddegrader på det tidspunkt. Det var egentlig ikke særlig avanceret, men det var, lige som resten af bandets præstationer, aldeles uforudsigeligt, hvad manden bag tønderne kunne finde på af finurlige introer, rytmer og mystiske loops.
Surfer Rosa var Pixies’ første fuldlængdealbum, som skulle efterfølge ep’en Come On Pilgrim fra året før. Mange af de numre, der allerede var skitseret på ep’en, blev videreudviklet på Surfer Rosa og produceret med en langt større integritet og original approach. Dette tiltag kan helt og holdent krediteres guitarkrøblingen fra Big Black, Steve Albini, der var berømt for både rollen som indpisker i hans postpunkede orkester, hvor han spillede med metalplekter, for at skabe den helt rette lyd, og som efterspurgt producer fra bands, der ville have en lidt mere eksperimenterende lyd og form. Og det fik Pixies med Albini bag knapperne på Surfer Rosa!
Stilen på albummet, der ligger i brydningstiden efter klassisk heavy og punk, og før den store tsunamibølge af grunge væltede ind over verden, er et komplekst konglomerat af alle mulige stiludtryk inden for rock, punk, folk og vel egentlig også pop. Og hvor alle ingredienserne blev blandet til en ustyrlig ursuppe til det, der i dag kun kan beskrives med ét begreb: ”albummet Surfer Rosa af Pixies.” Der er i tiden før og efter intet band og intet album, der tilnærmelsesvist kommer i nærheden af Surfer Rosa’s originalitet, som ikke mindst skyldes den spontanitet og energi, der foregik i studiet Q-Division i Boston. Og det var her, Steve Albini støbte kuglerne til det maskingevær af et album, den amerikanske kvartet brugte de 10 planlagte dage på at indspille.
Da albummet kom på gaden, skete der ikke så forbandet meget, bortset fra, at nummeret ”Gigantic”, som var det eneste med Kim Deal på vokal, dukkede op på et par hitlister rundt omkring. Det blev først på et senere tidspunkt, at forskellige kritikere og udøvende kunstnere, begyndte at kreditere Surfer Rosa som et uomgængeligt værk og inspirationskilde for mange af de ting, der begyndte at knopskyde i kølvandet på især Nirvana. Personligheder som Kurt Cobain og P.J. Harvey udtalte hver især, at netop dette album havde inspireret dem dybt. Faktisk så langt for Cobains vedkommende, at han hyrede Albini til at producere albummet In Utero.
Skæringer som det poppede ”Gigantic”, det fræsende ”Tony’s Theme”, det ustyrlige ”Vamos” og det poetiske ”Where is My Mind?” er repræsentative for den originalitet, bredde og kreativitet, som Surfer Rosa indeholder, og Albini får det sidste ord på vejen, da han, uden at de vidste det, optog brudstykker af samtaler mellem Kim Deal og Francis Black og mixede det ind på pladen på en måde, der sætter en fed streg under det geniale og spontane, der møder det planlagte og det eminente: Kim Deal forlader øvelokalet, mens hun siger noget i retning af, at ”at hvis der er nogen der piller ved mit udstyr, slår jeg ham ihjel.” Til det svarer Black: ”You fucking die”, og på optagelsen hører man kun Black forsøge at redegøre overfor en tredje person i lokalet, hvorfor han råber dette efter Kim Deal. Et fuldstændig gakket og vanvittigt indslag, men Albinis lille skjulte optagelse passer perfekt ind i Pixies løsslupne og kreative univers, og i dag virker den lille pudsige sekvens lige så ustyrlig morsom på mig, som da jeg høre det første gang i 1988.
”… I was just Goofin’ around.”
