In the purple morning
when the grass is wet
and mosquitos bite my fingers
and dive into my hair
and someone starts snoring
and I feel old
then I see the lion
at the end of the slope
Sådan starter The Migrants tredje udspil Beads, og historier er lige præcis, hvad der bliver fortalt på Bjarke Bendtsens nye album. Sangen, hvor disse indledende vers er taget fra hedder “The Lion”, og er en virkelig smuk start på Beads. Violiner skaber en støjende kulisse af hvin, inden den velkendte akustiske guitar redder én fra de strejkende uharmoniske strygere. Bjarkes lyse vokal kommer så ind i lydbilledet og befrier én med dets håbefulde klang. Intensiteten stiger og nummeret slutter i et klimaks, hvor en bas lægger den dejlige tunge bund, og fragmenterede støjende elementer titter frem.
The Migrant startede tilbage i 2010 med albummet Travels In Lowland, der mestendels bestod af folk og country taget fra Bjarkes andet hjem Austin, Texas, hvor det nye album i øvrigt er produceret. USA har altid været i The Migrants univers, hvilket pladen Amerika fra 2011 stadfæstede. Dog denne gang med flere eksperimenter, der talte ambient elektroniske sange og rockede numre, der tog lidt afstand fra den gængse definition af folk. På Beads bliver den røde tråd fra Amerika klippet over, og nye forsøg bliver prøvet af. Folken og den akustiske guitar er stadig hovedingredienserne, men meditative momenter og psykedeliske atmosfærer er nu også at finde på det nye udspil.
At Bjarke er en mand der gerne trækker pælene op af jorden og pakker teltet sammen, mens han pakker rygsækken og putter den på nakken, høres og ses tydeligt på The Migrants historie som band. Med et ben i USA og et i Danmark, er man nødt til at være mobil og omskiftelig, og det afspejler pladen Beads også. Her møder vi “american way to rock” på numret “Ask The Current” der med et højt tempo og kor, markerer sig som en af skivens mest medrivende numre, sammen med den letbenede “The Pony” der også galoperer derud af med “uhh uhh uhh” røst fra Bjarkes side. Vi er til gengæld mere ovre i Bon Iver stilen på den knuselskelige “Strangers”, som kravler ind under huden på dig, mens den melankolsk leger kispus med din sjæl.
Højdepunktet bliver dog den mesterlige “Place To Rest”. Med tekststykker som “It’s October / I would like to find a place to rest / somewhere I can stretch myself for the winter / lie naked on a bed”, og man mærker ligefrem at vinteren sniger sig ind på én, mens at Bjarkes stemme når helt nye højder med sin fine klang og guitarspil. Et andet sted lyder det beroligende, som om at sommeren er på vej tilbage sammen med varmen: “Don’t you panic brother / there is space for us to settle down / you can be my neighbor / we can build a town of clowns”.
Beads er derfor, som titlen meget godt beskriver, en perle der skal bruges tid på, før den virkelig skinner igennem.
