Svensk postmetal satte tålmodigheden på prøve
Når nu vi ikke har Isis mere, er det godt med et band som svenske Cult of Luna, der på lige fod med Neurosis holder postmetal-fanen højt. I et pænt fyldt Lille Vega, fik vi en lektion i atmosfærisk metal med tung bund og gutturale brøl. Intet mindre end tre guitarister leverede en mur af riffs i løbet af den 80 minutter lange koncert. Aftenen trak store veksler på det pænt besofne publikum, der over de lange metalliske forløb, talte mere end de lyttede og flere numre – bl.a. den næsten tyve minutter lange ”Vicarious Redemption” fra det glimrende nye album Vertikal – var da også langtrukken kost for det feststemte publikum.
Lyden var god om end en kende for lav i mine ører, men nuancer trådte fint i karakter og gjorde mesterværket ”Finland” fra Somewhere Along The Highway til en udpræget fornøjelse med sine elektroniske elementer. Det er et kongenummer og fik da også behørigt bifald fra de fremmødte. Også ”Ghost Trail” og ”Owlwood” fra Eternal Kingdom var karakterfulde og spillet med stor overbevisning. Ellers var aftenen primært dedikeret til Vertikal, hvor især ”I: The Weapon” og ”In Awe Of” blev leveret med knusende lyd og dedikation fra septetten.
De to vokalister Johannes Persson og Fredrik Kihlberg supplerede hinanden godt med henholdsvis brøl og ren sang, men det var som om bandet i løbet af aftenen blev for introverte og stillestående. Egentlig er Cult of Luna bedst, når man sidder med hørebøffer og holder fokus på den maleriske musik. På en scene får den ekstra bredsider af massive guitarer, men noget af det atmosfæriske går tabt og personligt tabes jeg lidt undervejs. Tålmodigheden går fløjten og tankerne flyver fra musikken og hen mod andre ting, hvilket er en skam, for musikken fortjener ens fulde opmærksomhed.
Ni numre, så var der tæppefald. Ingen ekstranumre og en konstatering af at bandet mener, de har leveret præcis det sæt, der var intentionen og derfor ikke skal ind til klichefyldt encore. Det må man tage hatten af for og acceptere og det er faktisk befriende, at sættet er velovervejet og gennemtænkt og ikke hviler på vores forventninger om de traditionelle ekstranumre.
Når Cult of Luna peaker, er de uforlignelige, men sangenes længde og følelsen af vel rigelige gentagelser af den formel svenskerne benytter sig stålsat af, tillige med de tålmodighedskrævende opbygninger blev lidt for meget i længden på denne fredag i april.
