“Nu går vi lidt tilbage i tiden”, sagde Sune Wagner midtvejs i koncerten lige inden livefavoritten Vanity´s stærke riff satte ind, inden han rettede sig selv – “, men det gør vi jo egentlig hele tiden”. For det var jo så sandelig en tur down memory lane med Psyched Up Janis denne tilfældige onsdag i april i Viften. Salen var godt fyldt og alderen var anseelig af naturlige årsager, men også yngre folk havde fundet vej til koncerten. Bandet har valgt et berige sine fans med en danmarksturne 14 steder i landet, hvoraf de ni er mere provinsielle matrikler. Skal man se Psyched Up Janis får man fuld valuta på de mindre spillesteder, da trioen altid har haft et støjende og fortættet punch, der gør sig bedst i mindre miljøer, hvor man mærker nerven, sveden og kommer up close and personal med musikerne.
Efter små tre kvarter i selskab med supporten Viva Vertigo, der i min optik ikke gjorde det store væsen af sig, trådte hovednavnet på scenen i tæt røg og enkel grå lyssætning. En lyssætning der i øvrigt udgjorde hele hovedsættet inkl. hyppig brug af stroboskoblys, mens de to omgange ekstranumre fik lidt ekstra farvesætning i røde og grønne farver. Ellers var bagtæppet en slags grå væg med div lamper smidt ud mod publikum som baglys på bandet.
Det passer ret godt til PUJ´s lyd og tilgang, at der ikke fokuseres på forstyrrende lyssætning eller fokus på alskens visuals – bare støjrocktrioen i sin reneste form skåret til benet, som det hørte sig til i 90’ernes klubmiljø.

Der blev åbnet konsekvent og uden ledsagende præsentation med ‘Special One’ til publikums udelte begejstring. Folk omkring mig skrålede med og kunne tydeligvis tekster efter at have lyttet dem utallige gange. Hvorvidt folk havde genlyttet de gamle plader op til koncerten er gisninger, men muligheden har været present gennem det seneste års tid, hvor alle deres album er genudgivet på vinyl. Herefter smed de ‘Waiting to Grab’, ‘Evil Beauty’ og ‘Modest Us’ uden så meget pis eller interaktion med publikum undervejs. En ultrastærk åbning inden de satte tempo og fuzzen lidt ned i gear med ‘Don´t You Wanna Know’ hvor Jakob Krogh Jørgensen smuttede af scenen og Yebo efterlod tønderne en stund og støttede op om Sune Wagner med en akustisk guitar. Det blev to minutters pusten ud inden de igen tog fat og strammede grebet med ‘Where The Lights Wont Shine’, en iltert spillet ‘New 5’ samt en bastung udgave af ‘I Think You Suck’, hvor Jørgensen fik lov til at spille lidt med musklerne og hårdrocksattitude som centrum af scenekanten.
Den næsten R.E.M/ The Byrds lydende ‘Everything´s A Blast’ med smukke vokalharmonier og en sejtrækkende ‘Hopefully’, der fra start går tidlig Flaming Tips i bedene, inden den eksploderer med tænderskærende guitarbredsider og påny skruer de hurtigt eksekverede knaldperler i stilling overtog. Førnævnte ‘Vanity’ genkalder manges ungdomsminder, smilene er i al fald allestedsnærværende og nakkerne er i fuld bevægelse salen rundt, når det ikoniske riff sætter ind. Det er vel i virkeligheden deres mest kendte øjeblik udover ‘I Died In My Teens’ der heldigvis er lagt et stykke inde i hovedsættet og ikke som forventet leveres som selvfølgeligt og publikumstækkende ekstranummer. God stil at PUJ ikke blot trækker på det nummer, men er klar over, at det meste af deres materiale er stensikkert livebash. Over stok og sten iler vi videre med en forrygende udgave af ‘Subsonic Why’, der ikke lader Sonic Youth noget efter. Også b-siden ‘Shoot The Breeze’ har ekstra karakter med tyngde og sammenbidthed.
Smukke ‘The Stars Are Out’ slutter koncerten og har udprægede singalong kvaliteter, der retfærdiggør den som afslutter.
Efter en klædeligt kort tur ud backstage, vender gutterne tilbage med tre styks farvel og tak encores i form af ‘Strange Pier’, ‘Girls’ og ‘Shudder’.
21 numre skudt af på små 80 minutter er konsekvent og vidner om, at numrene skal have lov at tale for sig selv og intensiteten og modus ikke skal ødelægges af for meget ordgejl mellem numrene. Præcis som støjrock fra en trio bør skydes af.
Lyden var god denne aften og decibelen, der var i det passende høje leje fra start, steg undervejs igennem koncerten, som det både er og bør være kotume for koncerter af denne karakter. Bandet virkede stålsatte og gav alt hvad de havde at gøre med.

PUJ er altid blevet kastet i stald med Grunge, hvilket egentlig er synd. Det meste de har tilfældes med eksempelvis Nirvana er vel i grunden substantivet Teen i deres største hit, men jeg hører nu ellers mere inspiration fra f.eks Dinosaur Jr og Husker Dü. Især Sune Wagners smadrede men alligevel emotionelt rammende soloer minder om J Mascis flere steder.
Bandet har et aldeles fornemt gehør for den gode melodi indkapslet i støjrock af den amerikanske skole, hvilket man forsikres for gennem de mange numre til aften, der alle går rent ind og personligt kedede jeg mig ikke et øjeblik.
Hvad mere kan man ønske sig? Nogle sidemænd talte om, at bandet virkede ligeglade og ikke havde den rigtige feel af kemi imellem sig, samt en fornemmelse af malkning af fortiden. Måske man godt kunne have ønsket sig noget nyt materiale, men trioen har udtalt, at det ikke kommer på tale og at de bare har lyst til en tur mere rundt i manegen ikke mindst til glæde for ældre dedikerede fans og det er vel i grunden alt rigeligt. Så er præmissen sat på ærlig vis like it or not. Jeg var i hvert fald både underholdt og rusket godt igennem fra en godt spillende trio, der udviste spilleglæde og engagement og ydermere så ud til at nyde at være på scenen igen i øjenhøjde med publikum.