Sigur Rós leverede magien
Festivalens tredje dag kom i den grad til at stå i den ambiente trances tegn. Personligt blev jeg vækket af Ekkozones smukke opførelse af Steve Reich klassikeren Music For 18 Musicians, der lagde grundstenen for det musikalske udtryk som islandske Sigur Rós siden har forfinet. Om det har været bevidst at lade Roskilde vågne til Reich, og gå i seng med de islandske post-rockere, skal jeg ikke kunne sige, men det var noget nær den smukkest tænkelige måde at starte og slutte sin dag.
Med et overvældende lysshow, og perfekte fremførelser af de smukke numre, gik alt op i en højere enhed for Sigur Rós. Igennem snart 20 år har gruppen arbejdet med den vidunderlige kontrast imellem det helt nøgne, og en eksploderende brutalitet, som de denne aften på Arena viste at de mestrer til perfektion. Forsangeren Jónsi sang smukt som en engel, trommeslager Orri Páll Dýrason hviskede smukt igennem sine jazzede trommer og bassisten Goggi samlede smukt hele lydbilledet. Dertil var den medbragte stryger- og blæsersekstet gåsehudsfremkaldende.
Et drænende sansebombaredement
Jeg glemte fuldstændigt at tage noter til denne fantastiske koncert, da jeg havde alt for travlt med at suge det hele til mig, men at refere setlisten er komplet ligegyldigt. Velkendte og, for mig, mindre kendte numre smeltede sammen, og var lige gode. Det var en koncert der var et konstant højdepunkt, der blev leveret så præcist, så inderligt og så uforglemmeligt, at de 90 minutters magi vil stå stærkt printet i min hukommelse lang tid fremover.
Efter den koncert var alt andet i verden ligegyldigt. Det gav ikke nogen mening at fortsætte hen mod en anden koncert, eller finde en eller anden fest, for efter at have oplevet Sigur Rós kunne det kun gå ned ad bakke. Ja det klogeste var sådan set bare at gå i seng, og sove på den rus som Sigur Rós så smukt havde sendt mig i.
