Stilforvirring gjorde Blood Command til en aldeles ublodig affære
Bandnavnet kunne godt lyde som gammelmands metal fra midtfirserne, men trioen fra Norge kalder selv deres musik for punkrock… eller deathpop… eller bloodcore. Kært barn mange navne, men for de fleste er bandet nok et ret ubeskrevet blad, men nysgerrigheden var efterhånden aftagende for de tømmermændsramte festivalgæster, da bandet gik på scenen denne solsvedne søndag eftermiddag.
Blood Command har dog allerede udgivet de to albums Funeral Beach og Ghostclocks, så bandet er ikke helt grønt. Man kunne dog godt have troet noget andet, hvis man hører til typen, der dømmer på udseendet. Foran publikum står noget, der mest af alt ligner et gymnasieband, og den ene guitarist ser ikke ud til at være en dag over femten. Men de går friskt til makronerne, og det er tydeligt at de kan spille. Live er trioen bakket op af en bassist og en ekstra guitar, men bandet virker fint sammenspillet og teknisk dygtige.
Det mest særegne ved bandet er absolut den kvindelige vokal, som stadigvæk er en sjældenhed indenfor den mere hårdslående rock. Sangerinden Silje Tombre har fra starten ingen hæmninger eller fine fornemmelser, og hun gør sit bedste for at flå halsbåndet i stumper på de første par numre. Hendes growlen er faktisk ok rent teknisk, men hendes lyse stemme kommer til at lyde lidt mickey mouse agtig, men det er måske bare et spørgsmål om tilvænning.
Men det går helt galt, da Blood Command efter et par lovende punk/thrash sange, begynder at blande tyggegummi collegerock ind i billedet. Det er som om bandet har sat sig imellem to meget forskellige stole, og de mangler en klar musikalsk retning. Et godt råd ville være at holde fast i den hårde og ret unikke punkstil og droppe collegerocken. Collegerock er blevet lavet bedre af så uendelig mange andre, og valg af retning ville samtidig løse problemet med at genrebestemme deres musik.
