Tour de Kraftwerk
Det var nærmest perfekt at Roskilde Festival kunne sende os alle sammen til en tysk historie time, med verdens største kultband Kraftwerk. Med en imponerende karriere, der for alvor tog fart for små 40 år siden med udgivelsen af Autobahn, har gruppen med en millimeterpræcis kunstnerisk idé, der er så stram at den selvfølgelig kun kan være tysk, leveret bunkevis af geniale plader, i en konstant eftersøgning af forholdet imellem mand og maskine. Det er en gruppe der leverer præcis hvad man forventer, men leverer det med så dyb eftertanke, at man altid kan gennemsøge deres musik efter flere lag.
I en vekslende foragt og fascination gennemsøger gruppen menneskets teknologiske hjælpemidler. Om den teknologiske udvikling er for det gode eller onde, og en konstant diskussion omkring menneskets lighed med maskiner. Kraftwerk er simpelthen mestre i at sætte en musikalsk stemning. Man kan genkende det hele. Fra den konfuse storby, der både blev beskrevet dystert i den sort/hvide ’Metropolis’ og romantisk i den smukke ’Neon Lights/Neonlicht’, til den storslåede sommerdag på den tyske ’Autobahn’. Man er dér lige med det samme, og således har gruppen igennem årene skabt det perfekte soundtrack til mange situationer.
Fejlfri maskine
Og der var ingen fejl i maskinen på Orange. Med gruppens vigtigste numre, kørte de ligeud af den snorlige Kraftwerk-bane, uden at tage afkørslen til andre musikalske sideveje. Intet var overladt til tilfældighederne. Det hele blev, ganske naturligt, indledt med ’The Robots’. Så var alle ligesom sat ind i hvad de her to timer skulle handle om, og ret hurtigt havde gruppen også spillet alle numre fra signaturværket The Man-Machine/Die Mensch-Maschine, i en smuk symbiose med ’Numbers/Nummern’, ’Computer World/Computerwelt’, ’Home Computer/Heimcomputer’ og ’Computer Love/Computerliebe’ fra efterfølgeren Computer World/Computerwelt. Så var mand/maskine/computer-tingen altså banket fast, og koncerten kunne bevæge sig hen i andre tematikker.
Det skete først med en tur på das ’Autobahn’, for derefter at fortsætte i en forrygende lang ’Tour de France’-etape. Først med den originale single fra 1983, og derefter med de bedste Étapes fra 2003 albummet Tour de France Soundtracks. Numrene blev leveret med stor passion for det franske cykelløb, med de menneskelige robotter på de umenneskelige bjerge, på trods af at teksterne sådan set bare er forskellige elementer fra løbet. ”Radio Tour information / Transmission television / Reportage sur moto / Camera, video et photo” i ’Étape 2’ eller ”Perfection Mekanik / Materiel Technik / Condition et Physik / Position et Taktik / Aero Dynamik” i ’Aero Dynamik’. Numre der hylder det rituelle løbskaos, og det smukke i en gruppe ryttere der placerer sig strategisk på vejen for at udnytte vindmodstanden bedst muligt. En smuk reportage som ikke engang Jørgen Leth kunne matche.
Og sådan kunne jeg blive ved. Stærkest var det med den politiske lussing til alverdens atomstater, i ’Radioactivity/放射能’, der i sin nye Japanske version kom med en heftig reference til katastrofen på Fukushima værket i 2011.
3D problemmer
Forinden koncerten havde frivillige travlt med at uddele 3D-briller, til alle publikummer, for selvfølgelig skulle Kraftwerk også prøve kræfter med den teknologi. Idéen gav egentlig meget god mening, da gruppen altid har fusioneret den nyeste teknologi med deres musik, men desværre havde 3D-showet ikke den store effekt, og kunne med fordel være skåret fra, eller også skulle de have gjort endnu mere ud af 3D-effekten. Det virkede i hvert fald ikke særligt Kraftwersk at nøjes med at uddele billige pap-briller.
Nogle gange var numrene også lidt for lange. De to timer var naturligvis ren ekstase for gruppens store fans, men for dem der måske kun lige kender ’The Model’, blev den tyske historie time lidt en monoton langsejler, på trods af at gruppen sådan set gjorde alt rigtigt. Derfor mærkede man aldrig rigtigt the Orange Feeling. Det var mere som at gå en tur i biografen, hvor alle stod og nød et godt show, uden rigtigt at yde mere end blot at kigge og lytte.