Svært skuffende aften i grungeikonernes tegn.
En aften i Forum besøges altid med frygt som evident partner, for hvor har den firkantede betonklods smadret mangt en ellers imødeset koncert. Denne aften blev desværre ingen undtagelse, men skuffelsen skal ikke kun tilskrives Frederiksbergs rædselsakustiktempel.
Først havde vi glæde af de svenske 70´er rockere i Graveyard, der over en god halv times spilletid, gav glimrende eksempler på deres to fremragende album Hisingen Blues og Lights Out. Bandet spillede solidt og med synlig spilleglæde, men også med en buldrende og skidt lyd. De langhårede gutter gjorde nu hvad de kunne, men nervøsiteten for aftenens hovednavn hvad lyd angår, blev faretruende mere markant under supporten.
Efter en kort pause spadserede de fire 90´er ikoner Cornell, Thayil, Shepherd og Cameron undseeligt ind på scenen, greb deres musikalske habengut og satte i gang med en herlig tung udgave af “Flower” fra Ultramega OK. Suset og spændingen fra publikum blandede sig med nogle gedigent smukke visuals bag scenen. Gu var lyden ikke god, men heller ikke elendig og glæden over at netop det gamle nummer havde fundet vej til sætlisten overskyggede frustrationen over den problematiske lyd. Det varede dog kort, for lige derefter blev en af de helt store – “Outshined” – fra moderpladen og det absolutte hovedværk i min bog – Bad Motorfinger – skudt af og der gik en rum tid, før jeg kunne høre hvad det egentlig var for et nummer, der blev spillet. Herfra gik det ned ad bakke og de næste tre numre, heriblandt “Rhinosaur” lød ganske enkelt ad helvede til. Og det til trods for, at jeg stod placeret lige foran mixerpulten.
“Taree” fra King Animal var første nummer, der faktisk lød tæt på ok, men er et kedeligt og middelmådigt nummer med et slemt poppet omkvæd. Bedst som man troede, at lyden mirakuløst havde fundet sit leje, blev favoritten “Rusty Cage” sendt af sted under den mest rærlige lyd denne aften. Godt nok blev den ledsaget af et fedt og virkningsfuldt visuelt bombardement, men hvad hjælper det når lyden er værre end håbløs. Skammeligt og møghamrende ærgerligt at en gudesang skal ødelægges på den måde. De to numre var i øvrigt alt hvad vi fik fra den nøgleplade – mystisk.
Herefter fulgte en vekselvirkende brigade fra populærværkerne Superunknown og Down On The Upside, iblandet lidt King Animal og et enkelt filmscore i kraft af den sjældent spillede “Blind Dogs” uden det hverken gjorde fra eller til lydmæssigt. Når man så oveni købet mødes af et band, der ser ud til at røvkede sig og man egentlig får en ubehagelig fornemmelse af, at der kun spilles for ussel mammon – og hvem ved, savnet af stardom måske – tillige med en dårligt syngende Cornell, der i bedste fald formåede at svinge sig op på det jævne, ja så blev det en ørkenvandring af en gumpetung aften, der fuldstændigt blegnede i forhold til glansperioden for snart to årtier siden. Fem gange tog jeg mig i at glo på uret og da blikket ramte viserne femte gang viste det kun en foreløbig times spilletid og jeg korsede mig. Uengageret og ufarligt i alle henseender. Alt det Seattlebanden ikke var engang.
Først mod slutningen, helt specifikt under den afsluttende tilpas tunge udgave af kongenummeret “4th Of July”, kom lidt af den magi Soundgarden kan opmønstre og behersker når de vil. Det er efterhånden et sjældent spillet nummer og måske det gjorde forskellen på spilleglæde og ligeglæde.
Fire ekstranumre ændrede ikke på skuffelsen og især Soundgardens pendant til “Nothing Else Matters”, grovhitteren “Black Hole Soul” blev spillet så ugideligt og nonchalant, at det var decideret pinligt. Cornell hverken kunne eller gad tilsyneladende gøre sig det mindste umage og hvis det er tilfældet, så mand dig dog op og undlad at spille skidtet. Uden sammenligning i øvrigt valgte Radiohead kort efter successtormen med “Creep” fra Pablo Honey, helt at lade være med at spille den, fordi de ikke selv kunne holde den ud. Se det kunne du lære noget af Chris!!
Under sidste ekstranummer – Ultramega Ok´s – “Beyond The Wheel”, tippede vokalen helt over for Cornell og helt symbolsk forlod han scenen efter det nummer, mens Shepherd og Thayil blev stående og trak os igennem ti minutters meningsløs støj, der bare satte endnu mere tyk streg under hvor hul aftenens optræden havde været. Spændt stod man med ret ryg og ventede på noget spændende. At Cornell måske ville træde tilbage på scenen og støjhelvedet skulle fungere som en feedet bro til et afsluttende brag af et nummer. “Jesus Christ Posse” ville have været oplagt, men måske Cornell selv ved, at konnotationerne til Jesus på den vokale front for længst er passe. Som det var nu virkede det utidigt og fes det ud i det rene ingenting.
Da jeg desillusioneret forlod Forum, var det tydeligt, at en stor del af publikum allerede havde kapituleret inden Seattles stolte sønner gik af scenen.
