Fra norsk nymfe til skandinavisk muse på ti år
Langt oppe bag Norges kyster gemmer der sig meget godt. Bland andet Ane Brun, som i de sidste ti år har gennemgået en kolossal udvikling. Hun var i aften kommet til Store Vega for at fejre sit 10 års jubilæum ved at give os en blanding af hele sit bagkatalog. Scenen var i bedste skandinaviske stil pyntet med glødelamper stående på træstubbe, og et stort bagtæppe der forestillede en gigantisk træstub. Inden hovednavnet trådte på scenen, havde svenske Tonbruket opvarmet publikum. Deres instrumentale blanding af fusionsjazz og indierock fangede ikke den udsolgte sal, der snakkede meget højlydt under opvarmningen. Det var ærgerligt, for den svenske gruppe er rent teknisk en musikalsk perle, som er ganske interessant at følge på en scene.
Ane Brun trådte ind på scenen i en meget begrænset belysning og åbnede inderligt og afdæmpet med de helt rolige ”The Light From One” og ”My Lover Will Go”. Publikum var nu så stille og fokuseret mod scenen, at man ville have hørt en norsk grannål falde til gulvet. Med sig på scenen havde Ane Brun svenskerne fra førnævnte Tonbruket, og deres kompetencer på trommer, gulvbas, keyboard/klaver og guitar kom nu virkelig til sin ret i selskab med Ane Bruns sange. Man kunne undres over behovet for hele to trommesæt og trommeslagere som akkompagnement til Ane Bruns musik, men som koncerten skred frem, gav det mening. Selv på de mest afdæmpede numre var alle syv musikere på scenen i spil, hvilket siger meget om den kælen for detaljerne, der lå i hvert enkelt nummer, og som var med til at holde 1500 mennesker i en hul og varm hånd.
Der kom lidt mere gang i rytmerne på den country-inspirerede ”The Treehouse Song”, hvor Ane Brun med sin vibrato-stemme forklædt i countryklæder, godt kunne lede tankerne hen mod Dolly Parton. På de sikre hits ”One” og ”Do You Remember”, kom der mere tyngde bag musikken, og her kom både de store og små trommer til sin ret. Og når nu José González ikke selv kunne komme og tage sin del i duetten ”Worship”, var vi heldige at have den fremragende korsanger Nina Kinert ved Ane Bruns side. Kinert glimtede flere gange med sin lyse vokal – f.eks. på ”This Voice”, hvor Brun og hun duellerede i en alternativ form for jodlen.
Ane Brun har udviklet sig kolossalt på de ti år, der er gået siden debuten. Fra at være en sart norsk nymfe, har hun på sine seneste album, og i særdeleshed i aften, vist, at hun har udviklet sig til en muse med mange strenge at spille på. Hendes stærke stemme var usvigeligt sikker, og hun satte ikke en tone forkert på noget tidspunkt. Måden hun sang på, måden hun bevægede sig på og måden hun og det svenske band leverede og varierede musikken på, vidnede om en stor sanger og sangskriver, som uden tvivl er en dame med mange ideer i ærmet, som vi kan glæde os til.
[nggallery id=189]
