Loppen åd John Garcia
Normalt plejer jeg at skamlytte et band inden en koncert for at være helt varmet op og i tråd med deres musik og tekster, men det havde jeg droppet denne fredag, for at give musikken et sæt helt friske ører. En af grundene til den valgte taktik var, at de previews, som jeg tidligere havde hørt fra Vista Chino, på ingen måde havde imponeret mig, så sangene skulle have chancen live.
Bar mave og denim
Canadiske Monster Truck kendte jeg slet ikke. De viste sig ikke at have opskriften på en ny ahornsirup, men derimod god gammeldags tyktflydende traditionel rock og rul i den tungere ende af en opdateret Led Zeppelin stil. På grund af Vista Chinos gear stod firkløveret helt fremme ved scenekanten – inklusiv trommer og orgel, og det virkede rigtigt stærkt. Bandet ville i kontakt med publikum og der blev skålet med forreste række og snakket med pigerne (hvilket keyboardisten formåede mens han spillede). Der blev taget godt imod bandet.
Canadierne tordnede derudaf i de tre første numre, og det var solide riffs, de havde med sig. Ikke tunge riffs, men solide og velafprøvede. Deres trumf var orglet, der druknede i de første numre, men kom til sin ret i resten af koncerten, hvor de herlige Leslie-lyde kom til at fylde i lydbilledet. Monster Truck gjorde lige præcis hvad de skulle; de hældte benzin på tanken og maskinen var i gang med denim og bar mave.
Publikum æder band
Sammenlignet med Monster Truck så var det svært at finde nogen gnist hos Vista Chino og især hos forsanger John Garcia. Han virkede nærmest skræmt over intensiteten i Loppens publikum, og der var også ekstra knald på den udsolgte militærkarré, der tydeligvis havde set frem til at høre Kyuss I Nye Klæder. Publikum havde – som ventet – overvejende set frem til at høre de legendariske stonerriffs fra Kyuss’ albums. Det var i hvert fald Josh Hommes gamle signaturriffs, som udløste de største brøl blandt den vilde svedige ølbøvsende og storpruttende crowd.
Det var uden tvivl Kyuss sangene, der fungerede bedst på aftenen, og guitarist Bruno Fevery spillede Joshs guitar til perfektion og nøjagtig som på pladerne, med nøjagtig de samme lyde og effekter. Det efterlader ikke mange muligheder for at udvide eller ændre sangene live, hvilket denne anmelder savnede lidt. Corrosion Of Conformity bassisten Mike Dean var den af bandmedlemmerne, der nød mest at spille på den dampende Loppe, og han formåede at sætte sit eget præg på både de nye og gamle sange. Hans hårdtarbejdende sveddryppende fingerspil på bassen var aftenens store attraktion og sammenspillet med Brant Bjork var eminent og tight.
Publikum var vildt under nærmest hele koncerten, men især under “Thumb” og “Green Machine” mod slutningen af koncerten kom Loppen op at flyve. Folk væltede endnu mere ind over scenen, og det har været en hård tjans som scenevagt, der kæmpede bravt med at holde folk fra at falde ned i pedalboards og ledninger. John Garcia kom tilbage med fornyet styrke og tilstedeværelse til disse numre. Måske fordi han kunne se en ende på koncerten. Garcia holdt sig nærmest hele koncerten henne ved trommesættet i baggrunden, hvor han drak skiftevis the og vand. Vokalen var det meste af tiden sovset ind i en lang digitial rumklang. I en af de lange instrumentale passager hen mod slutningen var John Garcia trukket ud i siden af scenen, og signalerede til hans roadie, at han skar halsen over på sig selv. Koncerten måtte gerne stoppe for ham. Han ville hellere ligge i sin seng på hotellet, frem for at være frontmand foran den svedige blanding af overvejende svenske og danske mænd. Efter ekstranumrene “Whitewater/Odyssey” kunne dette blive en realitet for ham, og han nærmest åndede lettet op, efter den overståede tjans.
For mig var det en aften over middel, men heller ikke meget mere.
