Flere facetter af fortid
Bands, der var store for 20-25 Är siden kan vÊre en blandet fornÞjelse at opleve pÄ deres Êldre dage. En gang i mellem bliver fortidens storhed genlevet pÄ fantastisk vis, mens den andre gange mÄske ikke havde behÞvet en genoplivning. Mandag aften pÄ Lions & Barrels fik man en oplevelse fra hver kategori.
At spillestedet til to, om end ikke nu, men i sĂ„ fald for en tyve Ă„r siden, sĂ„ kendte bands som amerikanske Skid Row og ditto Ugly Kid Joe blev valgt til at vĂŠre den forholdsvis lille sportsbar Lions & Barrels undrede fra start og da der til slut endte med at vĂŠre totalt udsolgt for billetter, kunne man mĂ„ske ogsĂ„ have overvejet et andet sted. Nuvel, aftenen startede med et australsk opvarmningsband ved navn Dead City Ruins. Henvisningen til ruinerne i navnet passede godt pĂ„ den form for retrorock, bandet spillede. Det lĂžd lidt som bl.a. Led Zeppelin, dog i en lidt tungere udgave, og isĂŠr forsangeren var meget ivrig efter at skrige pĂ„ 70âer-falset mĂ„den sĂ„ ofte, at det faktisk blev lidt irriterende mod slut. Bandet var oplagte, men publikum virkede, udover nogle stykker pĂ„ forreste rĂŠkke, ikke helt sĂ„ imponerede.
Ugly Kid Joe 8/10
Men sĂ„ kom Ugly Kid Joe pĂ„ scenen en halv times tid senere. Det var muligvis meningen, at Skid Row skulle vĂŠre aftenens reelle hovednavn, men for undertegnede, og en stor del af publikum, var det tydeligt hvilket band, der var det, man virkelig havde set frem til. Helt fra koncertens begyndelse med âV.I.Pâ udviste bandet deres kendetegnende flabede attitude, men desvĂŠrre var frontmand Whitfield Crane vokal nĂŠrmest uhĂžrlig og blev ofte overdĂžvet af publikums entusiastiske fĂŠllessang. Heldigvis blev der rettet op pĂ„ lyden en fire-fem numre inde i koncerten og efterfĂžlgende virkede bandet utroligt nĂŠrvĂŠrende og glade for at spille. De er naturligvis ikke sĂ„ unge, som da de kastede sig rundt pĂ„ en strand i videoen til hittet âEverything About Youâ i starten af 1990âerne, men det var en stor og vedvarende energi, der blev lagt for dagen og med den kom spilleglĂŠden virkelig til syne. Leadguitaristen dansede konstant rundt med sin guitar mens Crane var oppe pĂ„ monitoren hvert andet Ăžjeblik for at fĂ„ publikum til at rĂ„be eller blot for at sidde pĂ„ hug mens han sang for os, nĂ„r han altsĂ„ ikke selv dansede rundt pĂ„ sin gadedrengehopsagtige mĂ„de, som kun han har glimtet i Ăžjet til at slippe af sted med.
Setlisten var en god blanding af sangene fra fĂžrste album Americaâs Least Wanted, hvorfra vi bl.a. fik âNeighborâ, âGoddamn Devilâ, og storhittet (og covernummeret) âCats in the Cradleâ, men ogsĂ„ fra andet album, som Crane virkede oprigtigt overrasket over at sĂ„ mange i publikum faktisk kendte, blev der spillet den fede âMilkmanâs Sonâ og gennem det hele var der en helt fantastisk stemning i bĂ„de publikum og band, og for en gangs skyld troede man faktisk lidt pĂ„ det, nĂ„r en frontmand sagde at vi var âthe best crowd yetâ. I stedet for at gĂ„ ud fra scenen og komme ind igen til to ekstranumre, aftalte Crane med publikum at bandet bare lod, som om de gik ud og derefter frĂžs alle pĂ„ scenen et par minutter som i stopdans, for igen at gĂ„ amok med âEverything About Youâ og et hidsigt, og ganske vellykket cover af Motörheads âAce of Spadesâ. Det var, som om Ugly Kid Joe slet ikke havde vĂŠret vĂŠk i over femten Ă„r; musikken har i hvert fald langt fra mistet sin charme.
Skid Row 5/10
Det samme kan man ikke sige om Skid Row. Bandets fÞrste album udkom faktisk kun tre Är fÞr Ugly Kid Joes fÞrste album, men deres lyd er, ogsÄ i de nyere numre, noget mere forÊldet at hÞre pÄ, hvilket ogsÄ kom til udtryk flere gange i lÞbet af deres koncert. Det er sikkert en svÊr opgave at fylde skoene fra divaen Sebastian Bach, men Johnny Solinger gjorde da bestemt sit for at virke som en overbevisende frontmand.
VokalmĂŠssigt var det ganske godt i flere numre, endda ogsĂ„ pĂ„ et par af de ĂŠldre ballader â18 and Lifeâ og âI Remember Youâ, men det var tydeligt, han ikke har formatet til at bĂŠre bandets nok mest kendte nummer âYouth Gone Wildâ, her savnede man Bachs stemme (selvom man nu godt kan vĂŠre arrogancen foruden) og det var ofte, som om Solinger prĂžvede for hĂ„rdt pĂ„ at vĂŠre en rigtig rock ânâ rollfrontmand. Det faldt dog lidt til jorden, da han kom til at virke lidt plat og pĂ„taget.
Bandet var egentlig velspillende, men meget af det nyere materiale er hurtigt glemt, og nÄr man ikke har nostalgien med som element, mistede denne anmelder interessen. Der var dog god stemning i det meste af publikum, isÊr dem der var tÊt pÄ fyrre og havde drukket virkelig mange fadÞl pÄ en kold mandag, sÄ fÊllessangen og djÊvlehornene kom frem, men pÄ den lidt for banale og rÞvballeagtige mÄde. MÄske skulle man have vÊret teenager i Skid Rows storhedstid for virkelig at vÊre inviteret til festen.
