Bastille-dag i Store Vega
Engelske Bastille var egentlig tænkt som et soloprojekt af frontmanden Dan Smith. De pladedebuterede i år med albummet Bad Blood, hvorfra du sikkert har hørt singlerne ”Pompeii” og ”Laura Palmer” på P3. Ifølge Smith er han i sin sangskrivning meget inspireret af både historierne og de visuelle virkemidler i film (især film af David Lynch), og derfor havde jeg da også et håb om, at englændernes fremtoning på scenen i Store Vega ville bære præg af dette.
Bastille startede godt med at fyre de populære ”Bad Blood”, ”Things We Lost In The Fire” og ”Overjoyed” af, og energiniveauet i den udsolgte sal blev herved lagt højt. Dan Smith’s vokal har imponeret mig på debutpladen, og det gjorde den også i aften. Både de mørke toner og hans rene falset sad i skabet, og han havde de mange unge kvinders hjerter (og skrigende stemmer) i sin hule hånd – uden at prøve for hårdt. Han havde det tydeligvis godt i Store Vega. Under ”Flaws” tog han mikrofonen med sig ned fra scenen, og gik en tur blandt publikum, hvorfra han fremførte hele nummeret. Bastille kom hele debutalbummet igennem, og det skete uden de store overraskelser. Salen kogte da radiohittet ”Laura Palmer” med en ekstra portion power i forhold til albumversionen blev fyret af. Samtidigt overraskede Bastille mig positivt med at give os en helt ny kommende single, ”The Draw”, hvor de i nummerets andet halvdel slog over i decideret hård rock, hvilket klædte gruppen og koncerten rigtig godt. Ekstranummeret ”Of The Night”, burde have været dét sidste nummer, som lukkede og slukkede festen. Nummeret er et mash-up af de gamle dansehits ”Rythm of the Night” og ”Rythm is a Dancer”, så der var dømt hoppestemning og fællesdans, og det var ærgerligt at aftenens sidste nummer blev det store hit ”Pompeii”, som slet ikke kunne leve op til de forventninger, som de fleste nok havde til hittet i aften.
Rent visuelt imponerede Bastille mig ikke. Fair nok at de ikke leverede neonshow og konfettiregn, men jeg havde egentlig regnet med, at Dan Smith og co. havde noget særligt i ærmet, med den tilgang de har til musikken. Derudover fremstod Smiths kumpaner, Chris Wood, Kyle Simmons og Will Farquason alt for anonyme, og havde de i højere grad fulgt med i Smith’s gear, havde det løftet helhedsindtrykket. De fire på scenen havde nu også rigeligt at se til. De skiftede jævnligt instrument/maskine og netop variationen mellem diverse trommer, keyboards og synthesizers var med til at give Bastille den lyd af powerpop, som vi kender fra debutpladen.
Bastille leverede en vellykket Bastille-dag i Store Vega, og de vandt slaget. Enkelte steder skød de dog med løst krudt, og det virker som om, de stadig mangler scenetræning. De havde hver især mange opgaver på scenen, og rent musikalsk blev de løst til punkt og prikke. Næste gang ser jeg dog gerne en kvartet, der mere løssluppent og udadvendt leverer varen.
[nggallery id=192]
