Monoton magi
Efter en hvirvelvind af et år landede 25-årige Josefin Öhrn på Roskilde Festivals Rising scene, der i år ligger i krydsilden mellem de bragende rytmer fra de tusinde lydsystemer på Vest camping, men at overdøve tonerne af Carly Rae Jepsen og Major Lazer skulle vise sig at være det mindste problem for svenske Josefin Öhrn. Med sig havde hun sit band The Liberation, der består 6 mand samlet fra hendes vennekreds af musikere, der beskæftiger sig med alt fra leg med elektroniske lydspor til eksperimenter med tung percussion
Rising star er blot få af de mange rosende ord, som Frk. Örhn har fået med sig på vejen igennem det forgangne år. Hendes fortolkning af shoegazer drømmepop rørt rundt med psykedelisk rock har rullet udover festivaler i hele Norden og sendt drømmende lydbølger ud over blandt andet dette års Spot Festival. Og den svenske shoegazer og hendes band levede da også op til forventningerne om psykedeliske rytmer, da de alle kanaliserede 70’ernes stil og attitude i deres optræden, som var mere spacy end tilstedeværende. Det her skulle handle om musikken, om de støjende musikalske landskaber, der førte os væk fra Camping området til de svenske ødemarker. Hvis bare det var lykkedes.
Iklædt et blåt denim catsuit nærmest gemte Josefin Öhrn sig bag sit lille keyboard godt assisteret af dansende mørke lokker, der skjulte hendes ansigt det meste af den 50 minutter lange koncert. Kun enkelte forsvindende svage “thank you’s” og små skæve smil, der varede længden af et blik med øjet, blev det til, når det gjaldt kontakt med publikum. Den manglende interaktion skabte en uoverkommelig distance, der blev tydeligere, som koncerten skred frem.
Det skyldtes ikke mangel på entusiasme fra den lille flok fans på de første rækker, der dansede svævende rundt til de store psykedeliske støjflader, der byggede op og blev revet ned, efterhånden som monotonien satte ind. Det startede egentlig noget så fortryllende med opbygningen af en hypnotisk lydmur, hvor lette synth toner faldt i et med de tunge toner fra bassen. Storladent og ekspansivt som det endeløse tomme ydre rum, som svenskeren har nævnt som en af sine inspirationskilder – ganske enkelt smukt. Men de melodiske numre fra EP’en Diamond Waves kom aldrig til deres ret søndag aften, hvor de repetitive riffs og støjen tog over og Josefin Öhrns ellers fløjlsbløde, drømmende vokal ofte gled i baggrunden. Den mudrede lyd gjorde det nærmest umuligt at nyde hendes stemme, og harmonierne druknede. Ærgerligt for stærkest virkede de stille øjeblikke som da den skrøbeligt sunget ”Anything So Bright” viklede sig om det vuggende publikum, der i en enkelt stund kunne nyde Josefin Öhrns sang til fulde. De følsomme øjeblikke var dog kortvarige, og magien blev til monotoni, som kedsomheden bredte sig på både scenen og blandt festivalgæsterne.
