Festen og musikaliteten på max
Specielt efter Tame Impalas store internationale succes, er det sikkert at sige, at Australien har markeret sig som et af de førende, nye lande, når det gælder rockmusik med heftige, psykedeliske toner. Bandet med det nærmest uudtalelige navn er klar til at gentage den succes, deres landsmænd fra “den tamme antilope” har haft. Med hele seks albumudgivelser og to EP’er siden 2011 har bandet spyttet udgivelser ud. For mig at se har den høje produktionsrate ikke lagt bånd på kreativiteten, for bandet formår at lyde friske på hver plade, med melodier, riffs og sanglinjer der både rummer det melodiske og det skæve.
Frontmanden Stu McKenzie (mon det er ham, der er bandkongen King Gizzard?) har udtalt, at bandet bruger meget tid sammen på at få pladerne designet, og live er bandet også på vej til at indtage verden, med koncerter i løbet af sommeren på så berømte steder som Glastonbury, Montreaux Jazz Festival, og i aften på Roskilde Festival.
Den lille Pavillionscene ved siden af hardrockbaren fra Gutter Island var stopfyldt, og jeg måtte se koncerten udenfor. Det blev det ikke mindre dårligt af, for selv langt uden for sceneteltet var bandets energi og spilleglæde tydelig for et feststemt publikum. Det var klart, at bandet formåede at levere varen – nemlig festen, og det var det, de mange danseglade (og lettere afbrændte) publikummer var kommet for at få.
Det musikalske håndværk og sangskriverkunsten var specielt tydelig i første halvdel af koncerten, hvor de melodiske inspirationer fra 1960er-heltene var tydelige. Der var masser af variation i sangenes opbygning af stykker, og bandet formår at skabe musik, der gnistrer af stemning og dynamik.
Denne letantændelige cocktail gik desværre en smule i tomgang hen mod midten af settet, hvor bandet viste tydelige tegn på, at de elsker at jamme sammen. Jambandsstemningen var tæt på at tage gløden ud af koncerten, og det blev lange numre, hvor der ikke rigtig skete noget, andet end at bandet spillede svagere og svagere.
Det blev der gudskelov rettet op på hen mod slutningen. Den lidt indadvendte atmosfære blev vendt på hovedet af to korte og fyrige numre der drev af vild garagerock, og derefter fyldte to lange numre, hvor bandet viste al den dynamik, de rummede. Specielt i det sidste nummer, med et meget karakteristisk og halvskingert riff, var en marathonopvisning fra King Lizard & The Gizzard Wizard. Her skruede de først op for spilleglæden, derefter helt ned i hvad der føltes som flere minutter, hvor der ikke trængte meget lyd ud fra under Pavillionscenen. Så til sidst, da man næsten ikke kunne holde til mere, kom riffet igen som forløsning, og bandet forlod scenen med en koncert, som de godt kunne være stolte af.
