Hitparade fra et af verdens helt store rockbands
Dette skulle blive noget af en oplevelse, for Muse må siges at være et af hovednavnene på årets festival. Jeg så koncerten stående lidt væk fra scenen, og min oplevelse blev delt med tusindvis af publikummer – det meste blev set på storskærmen og på lidt af scenen.
Muse har været et af verdens førende rockbands op gennem 2000-tallet, og debuterede med pladen Showbiz i 1999. Bandet nåede ud til et større publikum da de udgav pladen The Origin of Symmetry i 2001, og med Absolution var gruppen på hele verdens læber og successen var slået fast. I starten af bandets karriere fokuserede Muse på et rocket, hårdt udtryk, med guitaren i den store førerrolle. Den repræsenteredes på fornemmeste vis i forsanger og guitarist Matt Bellamys hænder, som flere gange er blevet udnævnt til en af fornyerne af elguitaren, ved sin innovative brug af lyde fra synthesizerprocessorer. Senere hen er gruppen begyndt at skrue ned for tempoet. Da pladen Black Holes and Revelations udkom i 2006, var den Muses mest melodiske og dynamisk varierede plade til dato. Sange som “Starlight” og “Knights of Cydonia” var med til at pege mod Queen som en inspirationskilde, men Muse er først og fremmest deres eget band med helt egen sound.
Noget af det, der gør Muse specielle, er deres originale tilgang til rockbandets udtryk og plads i verden, politisk og samfundsmæssigt. Teksterne på de seneste plader har koncentreret sig om specifikke emner, som konceptplader, hvor Matt Bellamys tekster har drejet sig om klodens problematikker og de udfordringer, det moderne menneske står over for. På pladen The Resistance fra 2009, bliver en stor del af det tematiske materiale fra bogen hentet i 1984 af George Orwell. Siden hen kom The 2nd Law fra 2012, om vor planets stigende miljø- og energikrise. Gruppen er netop nu aktuel med pladen Drones, der udkom her i år 2015, og som handler om brugen af droner og krigsvåben.
Storskærmen var i løbet af de første par sange holdt i sort/hvide nuancer, nærmest som for at understrege den film noir stemning, som den nye plade lægger op til, og som man genfinder flere andre steder. En æstetik i en atmosfære af overvågning og menneskets kamp mod systemets maskiner. Vi fik den nye sang “Psycho” og klassikeren “Supermassive Black Hole” som de første numre, og de sort/hvide billeder vendte tilbage da vi nåede til den nye single “Dead Inside”.
Umiddelbart før “Dead Inside” var vi blevet serveret en prøve på Matt Bellamys storartede brug af elektroniske guitareffekter, og guitaren overstyrede dejligt under riffet på “Plug in Baby”.
Herefter kom basguitaren i fokus på en tung sang, der alligevel formår at bevare Muse’s karakteristiske lette og svævende lyd. Den blev afsluttet af riffene fra “Whole Lotta Love” fra Led Zeppelin. Herefter kom et trommebreak, og alle instrumenter var nu blevet introduceret mesterfuldt. Efter det her kom vi ikke ned igen, vi var skudt afsted ind i Muses verden, og resten af aftenen var der dømt ren fest.
Bandet tog publikum ved hånden og førte os blidt rundt i den rolige sjæler “Madness”, og sådan gik videre gennem koncerten. Stemninger blev skabt og brudt ned, og den hårde og beskidte “Supremacy” blev afløst af den smukke sang “Mercy”, hvor en stor mængde konfetti blev skudt ud over publikum.
Lyden og feelingen fra bandet nåede langt ned på Orange Scenes “billige rækker”, hvor jeg befandt mig, og omkring mig eksploderede glade og feststemte fans. Det var klart at koncerten gik rent ind, og der var jubel over et velspillende band. Til sidst blev der larmet igennem på den elektroniske guitar til sangen “Stockholm Syndrome”, hvor Bellamy viste sit værd som guitarist.
Som ekstranummer fik vi de to klassikere “Uprising” og “Knights of Cydonia”, den sidste med intro fra en westernfilm. Muse overvandt mig helt denne aften, for de viste sig som et band, der til fulde formår at udnytte Orange Scenes potentialer for at få hele publikum med.
