En frontmand med noget på hjerte
Efter at have frekventeret tre danske festivaler i henholdsvis Århus, Roskilde og senest Skanderborg, var tiden kommet til Future Islands første egentlige gig i Store Vega. Populariteten er tilsyneladende ikke dalet siden alle fik øje på North Carolina trioen i deres vanvittigt eyepoppende optræden i David Lettermans Late Show. Folk var mødt talstærkt og forventningsfulde op i den steghede udsolgte sal og man mærkede en vis dirren fra folk i lokalet. Holder hypen, er giraffen værd at se, eller er den blot et æsel og har kejseren overhovedet noget tøj på?
Alle disse spørgsmål blev gjort til skamme, hvis man havde sine tvivl, for Future Islands gav en glimrende og stramt turneret koncert, uden de store dikkedarer eller phony virkemidler. Bare ren spilleglæde og en frontmand, der tager sig selv og publikum alvorligt, når der skal graves i kærlighedens og tvivlens psyke.
Bandet indtog undseeligt scenen, traskede på plads og Samuel T. Heering bød velkommen til tonerne af On The Waters “Give Us The Wind”. Allerede inden det svært afhængighedsskabende åbningsnummer var færdigspillet, var Heerings skjorte halvvejs gennemblødt og det blev ikke mindre svedigt som aftenen skred frem, for udover den intense og lumre varme, gav Herring alt hvad han havde i sig i løbet af de 90 min. koncerten varede.
Future Islands er et band, der har få virkemidler og muligheder for musikalsk frihed, for de er bundet af en trommeslager, en live-keyboardist, en bas og Mr. Heering på vokal og nichts weider. Men i dette tilfælde betyder det mindre end intet, fordi Heering er så sugende en frontmand. Han besidder scenen og ikke mange slipper hans blik, som han står der og fremfører den ene sørgmodige synthpopserenade efter den anden. Eller står er måske en dårligt valgt beskrivelse, for manden er sjældent i ro, if ever. Hans noget aparte fremtoning og hans særdeles virkningsfulde, men smilefremkaldende moves på en scene, er konstant i spil. Når ikke han hopper med i de momenter, hvor han drives af indre spasmer, eller brøler som en arrig growler fra et ondskabsfuldt deathmetal band, ja så stirrer han skiftevis hjerteligt og gravalvorligt på de sagesløse på første række, mens han banker sig så hårdt på brystet, at mikrofonen giver nogle hårde pludselige stød ud i rummet. Han mener sgu det her, men ikke mere end at der er masser af luft og plads til humorfyldte indspark fra hans galp i pauserne mellem numrene. Som en ven sagde: Kender ingen andre orkestre, hvor forsangeren definerer bandet så ekstremt!
Vi drives videre over i alt otte numre fra Singles og god håndfuld fra In Evening Air og et par stykker fra On The Water. De tre andre musikere på scenen gør ikke meget væsen af sig. Okay, tur-trommeslageren Michael Lowry tæsker godt til i tønderne, men ellers er der ikke meget spræl at beskue. Især bassisten William Cashion står så stille, at man ind imellem kommer i tvivl om, hvor vidt han overhovedet trækker vejret. Til gengæld er hans basspil eminent og det helt store fundament i Future Islands. På en gang sørgmodigt, melankolsk og struttende af livsglæde. Her minder han markant om New Orders Peter Hook, der skabte samme markante kvaliteter i det bands musik.
Efter hvert nummer får vi en lille anekdote eller bare bemærkninger om ting der optager vokalisten. Han takker mange gange for den brede opbakning, de møder i Danmark og virker oprigtig glad over det store fremmøde. To aftener udsolgt og en alenlang venteliste, må da også give stof til eftertanke for et band, der inden Lettermand var noget nær totalt ukendte. Heering virker som en lettere overvægtig og jovial onkel, men når han går i gang med at synge, er man ikke i tvivl om vigtigheden af det han og bandet har på sinde. Selvom han smiler meget, gemmer der sig et alvorligt og søgende menneske i manden og man skal derfor ikke vide sig for sikker. Det holder pænheden og det ufarlige hyggemoment stangen.
Koncerten lakker mod enden og der rundes af med de tre ultratræfsikre stik, Letterman-favoritten “Seasons (Waiting on You)”, der næsten ikke kan høres for publikums begejstrede og medrivende singalong, “Tin Man”, med en ravende vanvittig Heering, der driver sig selv helt derud, hvor han næsten ikke kan bunde og “Spirit” i en spillevende og fremragende versionering, der bare løfter nummreret hundrede gange fra albummet.
Exit og ind igen med de to uptempofyldte “Inch Of Dust” og “Vireo´s Eye”, der lægger den udmattede og topsvedende sal endeligt ned. Vi får dog en hjertevarm og ganske bevægende “Little Dreamer” at gå hjem på. Herefter hyldes amerikanerne, mens Heerings skjorte efterhånden er så badet i sved, at han såmænd lige så godt kunne være steget af spinningcyklen.
Future Islands leverede en overordentlig fin koncert, der udstrålede spilleglæde, godt håndværk og en frontmand med et kæmpehjerte og et engagement man ikke møder så tit på nutidens rockscene.
Måske koncerten i ny og næ led lidt af ensformighed og fornemmelsen af gentagelse. Et vilkår bandets album også bærer præg af indimellem, men igår var så sandelig mestendels en fornøjelse at overvære og en ren saltvandsindsprøjtning i troen på, at den synthmelankolske rock stadig har sin berettigelse og lever i bedste velgående.