We´re all gonna die…!!!
Efter at have leveret et af årets helt store album, hvis ikke det bedste overhovedet, var det med skyhøje forventninger, jeg frekventerede hotellet med den fine sal i hjertet af København. Og hjerter var der nok af, helt til randen var Falconer udsolgt. Unge som ældre med helt usigelig trang til at møde og hylde manden, der har blottet sin sjæl og revset sin barndom under opvækst med en psykisk ustabil og drikfældig mor.
Albummet Carrie & Lowell er så skrækindjagende og hudløst ærligt, at det næsten bliver for intimiderende i længden. Men også kun næsten, for Sufjan Stevens pakker de grumme og ganske triste sange ind i asketisk grounded singer-songwriter produktion, så inderligheden bliver funderet i smukke sange, med enorm langtidsholdbarhed. Selv har jeg hørt albummet op mod et halvt hundrede gange og er fortsat svært begejstret.
Efter en halv times support fra en fransk duo, der såmænd gjorde det fint, men altså heller ikke mere, var salen fortættet af forventning. Ja man sad med ideen om en nyfødt Messias skulle træde ind på scenen, når man opsnappede folks kommentarer og imponerende andægtighed overfor det der skulle til at ske.
Stille trådte fire mand og en enkelt kvinde ind til trommer, keys, og guitar. Folk klappede som gale og stemningen var sugende. Der blev lagt fra med “Redford (For Yia-Yia & Pappou)”, der indtog rummet med fem minutters instrumentale toner. En fin indledning, der igen blev mødt af en storm af hænderklappen, hvorpå hele Carrie & Lowell albummet blev spillet, kun afbrudt af “The Owl and the Tanager” og “Visuvius” fra henholdsvis All Delighted People og The Age of Adz.
Efter en håndfuld numre fra Carrie & Lowell leveret som på pladen, åd tanken sig ind på mig, om dette bare var det. For det var topklasselyd, måske end kende for lavt til tider, og lyssætningen var æstetisk helt i vinkel, men her opstår så den tanke, at man lige såvel kunne have siddet hjemme i sin magelige sofa med et glas rødvin, i stedet for at skulle igennem sløjt regnvejr. Bevares, Sufjans vokal differentierede en smule fra albummets, nogle gange mørkere, nogle gange lysere, men altså ikke nok til at give det skud af velvære en koncert skal give overraskelsesmæssigt.
Pludselig kom der så forandring midtvejs i konceptalbummet og der blev lagt på og udvidet musikalsk, spillet med lidt muskler sågar, primært i de outtroes der kalder på den slags. Overmåde smukt blev det på udfasningen af “Fourth of July”, hvor Sufjan repeterende synger “We´re All Gonna Die” i en nærmest mantralignende seance, hvor instrumenterne gik all in og løftede sig højere og højere ikke ulig det Sigur Ros er mestre i live. Her gav det mening. Her var jeg lykkelig. Her blev det en koncert med præcis den omarrangering, der skal til, for at det originale materiale bliver løftet ud af sin komfortzone og ind i ubetrådt og farligt land. Sådan skal den skæres!!
Men ikke al leg med arrangementer blev en succes. Eksempelvis smadrede man et guddommeligt smukt nummer som “All of Me wants all of You” i en nærmest komisk ringe dubhouset version, der kunne have fungeret på Langelandsfestivalen i selskab med et bedaget backing band, men sgu ikke her. Synd og skam.
“Blue Bucket of Gold” lukkede det primære sæt på en måde, der virkelig skilte fårene fra bukkene. I op mod 15 min. fortsatte den synthbaserede outro fra pladen, med hvad der steg og steg i volumen, men ingenlunde i variation og dynamik. Jeg ved godt, at koryfæer som Pink Floyd og Tangerine Dream kan sådan noget, men her virkede det akavet og utidigt. Folk omkring mig trættedes trods de gode intentioner de havde indfundet sig med og hev over tid mobiltelefoner og andet op af lommerne i flugt fra kedsomheden. Ideen med en sådan udgang på en inderlig og intim forestilling er på papiret rigtig god, men i går funkede det ikke og blev simpelthen strukket alt for langt.
Herefter modtog Sufjan og holdet publikums gunst, ja folk rejste sig sågar og klappede mange minutter efter de havde forladt scenen.
Så trissede bandet tilbage igen, Sufjan havde fået en kasket på der vel skulle indikere, at nu var det væsentlige ovre og vi kunne nu loosen up. Ikke et ord havde han sagt hele aftenen, men nu ville han gerne præsentere sig selv. Og kun sig selv. I hvert fald i første omgang. En anelse krukket, jeg mener, hvem er i tvivl om, hvem manden er.
Han og bandet spillede lidt spredt fra Illinois, Michigan og Seven Swans, mens Sufjan blev en anelse mere snakkesagelig. Han talte bl.a.om hvor godt elektricitet er – han havde glemt at proppe stikket i guitaren – og hvordan han kunne mærke elektriciteten fra publikum helt op på scenen og på egen krop. Dét tror jeg på, det kunne jeg nemlig også. Han havde publikum i sin hule hånd denne aften, måske med undtagelse af ovennævnte alenlange instru-outtro og langt hen ad vejen var jeg da også med. Men det var en koncert der strittede i lidt for mange retninger for min smag.
Når man påtænker Sufjans sidste koncerter på dansk grund, må man dog komplimentere ham for den stringente udførsel. Ikke så mange balloner og caberet-agtige udfald, men en koncentreret mester, der tog sit eget bedste album alvorligt. Til trods for de uheldige tilgange til noget af materialet i sin iver efter at løfte det ud af boxen, var det summa summarum en glimrende koncert, men ikke det højdepunkt jeg havde forventet og slet ikke årets koncert, som jeg havde håbet.
Men mine forventninger var måske for høje og dybest set urimelige.
We´re all gonna die……
