Norsk vulkanudbrud i Amager Bio

Seks mænd indtog scenen i Amager Bio. Seks mænd – med den karismatiske, autentiske, hærdebrede Erlend Hjelvik i front som en frådende norsk galning, tilmed udstyret med noget der ligner en udstoppet ugle på hovedet. Bandet fra Stavanger er kendt for deres supertændte hårdtpumpede rock’n’roll med et skvæt norsk metal og en masse punket energi. Denne aften blev ikke nogen undtagelse! Fra start til slut blev numrene leveret med masser af tænding, og især den sidste tredjedel af koncerten blev en sand opvisning i, hvordan man spiller simpelt hardrock med nerve og tyngde. Eneste mangel denne aften var, at man på intet tidspunkt kunne høre Hjelviks vokal.

Normalt ville man tilskrive den manglende vokal den dårlige lydmand, de elendige rumlige forhold eller noget andet teknisk forklarligt. Problemet er bare, at lyden i øvrigt denne aften var ganske udmærket. Lidt lav, måske, men fin balance mellem instrumenterne. En spirende mistanke breder sig i mig om, at Hjelvik simpelthen ikke har bedre stemme. Ved alle de tre koncerter, jeg har overværet med Kvelertak, har vokalen lydmæssigt haltet gevaldigt. Det er en smagssag, om man kan lide den lidt ferske brølen, Hjelvik krænger ud af sin impossante brystkasse, men et faktum er det, at man slet ikke kunne høre ham denne aften. Men heldigvis er hans blotte tilstedeværelse på scenen som indpisker og som rent urkraft nok til at redde showet. Sammen med de andre norske berserker redder han aftenen på ren muskelkraft og med en uforfalsket spilleglæde, som satte strøm til publikum i en sådan grad, at undertegnede blev revet med i moshpitten. På et tidspunkt fløjtede mine briller ad helvede til (hvor smart er det at moshe rundt med briller?), men øjeblikket efter stod en forpustet fyr med mine briller i hånden og smilede venligt. Hvem påstår, at det er vrede, aggressive mænd, der smadrer hinanden foran scenen?

Det er ikke fordi Kvelertak har sindssygt meget bagkatalog at vælge imellem fra deres hidtil tre albums, men numrene fungerede fortrinligt denne aften. Hemmeligheden er nok bare, at deres blanding af klassisk riff-baseret rock’n’roll, momentvise drum blast beats, og tre guitarister, der akkompagnerer hinanden til perfektion, afspejler det univers, de seks mænd boltrer sig rundt i. Der er ingen leflen for noget som helst, det er med gaspedalen i bund og med et uhørt højt kvalitetsniveau, så publikum skal holde på hat og løse genstande, for ikke at blive væltet omkuld.