Melankoli ad libitum
Alle byens anonyme melankolikere samledes i Jazzhouse, da The Black Heart Procession ramte koncert-residensen på et sjældent besøg i Danmark. Med sig havde de i rygsækken jubilæumsalbummet One, der efter tyve år skulle luftes fra ende til anden. Fulde album-koncerter er efterhånden et så brugt kneb på musikscenen, at jeg personligt finder det lidt trættende. Men i dette tilfælde giver det mening, både fordi det er et album der ikke så ofte bliver spillet fra og fordi bandet tager sig god tid imellem hvert besøg i Danmark.
Når man går til jubilæumskoncerter er det så som så med sætliste overraskelser og det var da også tilfældet i aftenens fine koncert. Kun de eventuelle ekstranumre kunne man frydefuldt gisne om.
Rundt regnet kl 21, slukkedes lyset og det 2/3 fyldte Jazzhouse summer af forventning. Men intet sker. I syv minutter – og det er længe, skulle jeg hilse at sige – holder bandet os hen med en sort indhyllet scene og en forventningsfuld sal, hvor stilheden kun brydes af publikums vejrtrækning. Ikke et host, end ikke en sagte rømmen høres i salen, men inden folk for alvor begynder at føle sig usikre på, om bandet monstro overhovedet indfinder sig, stryger fire skikkelser forsigtigt på scenen og sætter sig. Pall Jenkins sætter sig på en stol på venstre flanke og ifører sig en sav, Tobias Nathaniel sætter sig midtfor ved sit keyboard og to tour-hyrede gutter sætter sig ved henholdsvis trommesæt og orgel/trækharmonika. Fire mænd. To hatte – den ene en bowler én af slagsen – og to huer. Fire sæt skæg. Alle i sort beklædning. Og det her er vel at mærke mænd, der med garanti så sådan ud også før man overhovedet kunne stave til udtrykket hipster.
Uden et ord som godaften eller andet imødekommende sætter de i gang med ”The Waiter”, åbningsnummeret fra ovennævnte omdrejningsplade One. Og sådan fortsætter det såmænd adstadigt og selvfølgeligt de følgende elleve numre leveret kronologisk fra det fremragende debutalbum. Ikke et ord bliver ytret i løbet af den lille time koncerten løber og det er selvom der ofte er rigeligt tid til en lille passiar eller meningstilkendegivelse imellem band og os dødelige på gulvet. Vi siger heller ikke noget. Råber ikke. Hujer ikke. Bifalder kun momentant, når øjeblikket tilfalder os og stemningen synes rigtig.
Der er med andre ord dyb respekt for bandet og vice versa.
På scenen skifter Jenkins mellem syngende sav i siddende position og stående guitar i de mere rockede numre. Orgelet udskiftes i ny og næ med trækharmonika. Keyboardet er med hele tiden og trommerne veksler mellem whiskers og mere taktfaste rockslag. Indimellem hentes lidt forskellige andre undseelige instrumenter frem fra gulvet ved siden af trommerne. Pall Jenkins synger indfølt og utvivlsomt med noget essentielt på hjerte. Det både ser man og mærker man. Jeg får associationer til The Walkmen´s Hamilton Leithauser iblandet Afghan Whigs´ Greg Dulli i de mere muskuløse partier. Han lukker øjnene ofte og lever sig ind i egne fortællinger, men lige så ofte retter han pludseligt blikket direkte mod en. Ikke offensivt, snarere let duvende og en anelse nysgerrigt.
My heart is bleeding with vengeance synger han midtvejs i koncerten og Black Heart Procession´s sange rimer da også uigenkaldeligt og uden omsvøb på netop emner som hævn, svigt, forkullede hjerter og tabt kærlighed. Det er ikke for sarte sjæle og de nærdepressionstruede, når man er i selskab med bandets begsorte sange. Men for de som tåler mosten, er det overordentlig frydefuldt og sært berigende.
Efter ”A Heart The Size Of A Horse” lukker sættet præcis som albummet foreskriver, takker de fire sørgmodige mænd af og forlader scenen. Lige så stille som de kom. Bare med otte hænder i vejret, der forsigtigt vinker tak.
Efter en lille håndfuld minutter returnerer de fire sympatiske herrer og så kan det nok være Jenkins bliver anderledes snakkesalig. Ikke at han sprutter og spytter salver afsted, men sat i relief til hovedsættet tiltaler han os pludselig direkte og hvad der ovenpå første sæt, kan synes næsten intimiderende voldeligt. Og med mange ord. Ord om opvækst med gamle skolevenskaber fra high school, der i høj grad var præget af en signifikant andel af mexicanere og så det, at stå uforstående overfor staternes udvikling under Trump´s nuværende regime.
Alt imens får vi ”A Cry For Love” fra Amore Del Tropico i en smuk versionering. Den følges op af ”The War Is Over” fra Three ligeledes i en ærefrygtig og stærk fremførelse, der også pinpointes overfor en præsident, hvis retorik ingen forstår. At samles og opbygge venskaber i stedet for at bygge tåbelige mure og mistillid er budskabet.
Så præsenteres vi for ord om de to hyrede sidekicks, der begge er serbere og hvis land USA bombede i sin tid og nu står de så her på en scenen sammen og spiller musik. Uden drama, uden streg under ordene eller agiteret tale. Bare tænksomme ord. “The War Is Over” emmer af emotioniel indignation, mens koncerten lukkes endeligt med det nye og ganske lange nummer ”Borders”, der rejser børster mod enden i hvad der minder om en Jenkins på Neil Young endorfiner. En suveræn exit hvor Jenskins flossede guitararbejde, giver en et ekstra skud fra boven i forhold til resten af aftenens relativt henholdende univers.
En fremragende koncert er til ende og os anonyme melankolikere vælter let sejlende ud i virkeligheden lidt mere opløftede, end da vi kom. Det er som bekendt, det forunderlige ekstrakt ved musik fuld af tristesse og vemod.
