København via Mexico
Der er kommet mere pondus i instrumenteringen hos de urbane folk-rockere i Black Seagull på Distant Lullabies. Bandet klinger stadig på Akustisk folk, Alternativ rock, småspredte dønninger af Psych rock, samt garage rockens stringente keep it simple attitude. Men det ydmyge og ganske diskrete orkester udfolder sig denne gang noget fyldigere og det lader til at lysten til at spille mere med de produktionelle muskler, har været et af de store diskussionsemner på nykomlingen. Ikke at pladen er indsvøbt i en larger than life Phil Spector Wall of Sound produktion, men bandet er alligevel markant mere bredspektret og voluminøs i denne ombæring end tidligere hørt på debuten Random Sattelites fra 2014.
Lyt bare til den træfsikre ”Devices” evaporerende toner der er som skåret af krudtslam og oldschool westerns. med klare reminiscenser af Giant Sand. Eller ”Silence Is Broken” der syder af Calexico, når de er allerbedst, med smittende og opløftende tex-mex mariachi flydende igennem det fortræffelige nummer.
”Ready To Go” indeholder et underspillet, men særdeles virkningsfuldt riff, der understøttes af galante strømme af støj, der florerer subtilt underneden og løfter nummerets kompleksitet.
På ”Listen… They´re Playing Our Song” overvældes man igen af en rigdom af trompeter og et la la omkvæd, man ikke kan lade være med at nynne med på. Ennio Morricone meets Leonard Cohen meets Johnny Cash er vist ikke helt skudt forbi.
Bo Morthen der tidligere excellerede i det hedengangne Psychband On Trail, er et kæmpe aktiv som vokalist. Hans røst spænder vidt og han synger på godt dansk skidegodt. Hans på en gang imødekommende og lune stemme smyger sig om og klæder musikken på fornem vis og er ofte ækvivalent til eksempelvis Warren Zevon fra sine stormagtsdage .
Morthen´s lejlighedsvise guitar, suppleres af de to guitarister Benjamin Hammerum – der trådte sine seksstrengede barnesko i Passion Orange i de grungy halvfemsere- og Bjarni Olsen. De tre herrer spiller glimrende op til hinanden både med og uden strøm, hvad enten det gælder akustisk, baritone, dobro eller fuzzguitar, mens Mads Juhl leverer diverse percussioninstrumenter.
Imellem dem spreder Aliosha Brita-Egana – der normalt hamrer hårdt i sin lavt hængende guitar i President Fetch – samt Karla Juhl Christensen lidt basale backing vocals, som albummet skrider frem. I det hele taget er de flerstemmige vokaler, der løfter det gode materiale og de gennemarbejdede sange, en udpræget fornøjelse gennem hele Distant Lullabies. Søren Pilegaard Hansen fylder endvidere en del af albummets numre ud med allestedsnærværende keyboardtoner, der falder flot og lettere pastoralt ind i pladens lækre cinematiske lyd.
Den stærkt vanedannende åbning; den tidligere udsendte førstesingle ” Cystallize” med sit supercatchy riff, burde blive et lige så stort hit som Spids Nøgenhats “Lolland Falster”, hvis der er retfærdighed til. Et luftigt og overordentlig iørefaldende nummer, der duvende ligger og vugger imellem mol og durs egenskaber sat i en scene, der snildt kunne være Neil Young med lange blikke stirrende ud over horisonten. Man fornemmer de åbne vidder og moog´en føjer yderligere aspekter til det auditive scenarier af feberhede sletter og støvede vindhekse.
”Honey” kunne også blive en playlistefavorit i mange hjem. Her lyder Black Seagull som et sent og revitaliseret Sort sol med en lækker afmålt guitarsolo, man rent faktisk føler er nødvendig og ikke bare virker som afliret fyld. Lækkert.
Mod enden er pladen melder stilstanden sig dog en smule og de afsluttende sange er ikke helt så stærke som resten af pladen. Det ændrer dog ikke på, at Black Seagull med Distant Lullabies har udsendt et fremragende album, der er både langtidsholdbart og tidløst i sin lyd.
