En lidt sløv start på Ideal Bar fik et brag af en koncert
Det var sådan en aften, hvor næsten alle bilister og motorcykler kørte for hurtigt med udstødninger, der larmede alt for meget i sommervarmen. Ideal Bar var proppet til randen, og ikke underligt, når koncerten skulle være afholdt i Lille Vega. Klokken var tæt på 21.30 og man kunne høre lette, luftige toner fra Cajsa Siik, som stod i et rødt lys med et lidt hippieagtigt tørklæde over sin laptop, mens hun klimprede på sin guitar. Hun stod foran et blandet publikum, der var helt småforelsket i den søde svenske songwriter fra Umeå. Der stod smådansende unge kvinder og mænd, mens midaldrende mænd i ternede skjorter havde sat sig på de få stole, der var.
Efter Cajsa Siik var færdig med sin opvarmning til aftenens koncert, og scenefolk havde været inde og justere på scenen, stemme instrumenter og hente vand, så man skyggen af en kvinde med mørkebrunt hår, der pludselig stod på scenen. Med et kæmpe brag, var Mitski ankommet på scenen, og hun ejede den. Trommeslageren var allerede bag trommesættet og tæskede løs, så det bragede gennem hele rummet, mens en mandlig guitarist skar igennem det hele. Mitski havde taget bassen og lavede lydtest, helt cool. Hun lagde ud med “Dan The Dancer” fra det aktuelle album Puberty 2, der handler om en person, der hænger i det yderste over en klippeafgrund. Lige på og hårdt. Næste sang var “Francis Forever” fra albummet Bury Me At Makeout Creek fra 2014. Tung bas og skarpe guitar-riffs smadrede gennem lokalet. Mitski forsatte med sangene “I Bet on Losing Dogs” fra Puberty 2 og “Townie” fra Bury Me At Makeout Creek, hvor guitaristen nærmest ikke kunne være på den lille scene af bar spilleglæde.
Sangskriverens tryllebindende udspil
Alle var fascineret af rockartisten Mitski’s overlegne levering og attitude, der emmede af fandenivoldskhed. Med sin petit figur stod hun bag den store aflange bas, og virkede ikke til at give en fuck. Bag de melankolske øjne, var der indædt vrede, som man forstod. En vrede over svigt, uforløst kærlighed, overtrådte grænser, verdens uretfærdige tilstand og livet generelt. Mitski’s sange vekslede mellem fine og følsomme fraseringer over tunge basgange, til skrigende vokal over bragende trommer og skrattende guitar. “I’m Mitski by the way” fik sangerinden fremsagt med et sjældent smil som afbræk fra sin alvorlige mine.
Set uppet på scenen var enkelt, men virkningsfuldt. Ligeledes var Mitski’s outfit, som var en sort top og sorte bukser, men overraskende nok var hun iført små delikate guldsko med en gennemsigtig hæl, der kunne minde om Askepots glassko. Så midt i det poetiske raseri var der plads til at drømme. Der var en mand fra publikum, der tydeligvis drømte om Mitski nede bagi, og kom med pludselige, begejstrede udbrud under koncerten. “Jerusalem!” Råbte han. Mitski håndterede situationen helt køligt. “It’s still there” svarede hun kækt, som fik publikum til at klukke henrykt i krogene. Der var imponerende trommer på “Thursday Girl”, og i det hele taget havde Mitski et ret skarpt team på scenen. Alle hujede med på “Your Best American Girl”, der handler om den uopnåelige “All-American” kultur, og at man må indse, at man har det fint med hvem man er og hvor man kom fra. Derefter kom der en lille afstikker til albummet fra 2013 Retired from Sad, New Career in Business, hvor Mitski havde valgt at synge den intense følelsesmæssige sang “I Want You”.
Hun kom, hun spillede, hun løb
“But though I may never be free / Fuck you and your money / I’m tired of your money” sang Mitski på “Drunk Walk Home” til lyden af marchtrommer, mens hun nærmest slugte mikrofonen. Efter sangene “I Will”, “Happy” og “A Burning Hill” overlod trommeslageren og guitaristen scenen til Mitski. “This is the last song. But let’s pretend there is an encore, and I just play the next song” sagde hun lavmælt. Dermed sang Mitski “My Body’s Made of Crushed Little Stars”, hvor den lidt højrøstede tilskuer endelig fik sit Jerusalem. “I don’t know how I’m gonna pay rent, I wanna see the whole world / Would you kill me, Jerusalem” sang hun og sluttede passende af med sangen “Last Words of a Shooting Star”. Herefter forsvandt hun fra scenen ligeså hurtigt, som hun var kommet ind. Man havde været fuldstændig forgabt i Mitski’s optræden, der var omhyllet af mystik. Hun er en af de stærkeste sangskrivere jeg er stødt på, og man betages hurtigt af hendes historier. Dog var det som om, at koncerten endte for hurtigt, der var noget uafklaret, hun manglede at fortælle noget. Og så alligevel ikke, for sådan er Mitski.
