Copenhell 2017 – Torsdag

Architects på Copenhell 2017 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
Copenhell på papiret har vokset sig til mere end dobbelt størrelse, siden bæstet blev undfanget i 2010, men den den gode, intime og trygge stemning var den samme i år. Metalfesten foregik igen på Refshaleøen. På den store B&W hal stirrede den enorme ulv stadig glubsk med på os. V.I.P-området hed selvfølgelig R.I.P og selvfølgelig hed buslinjerne mod Refshaleøen igen linje 666. Alt var som det skal være.

Copenhell 2017: En fandens stor familie

Danmarks største metalfestival har efterhånden otte år på bagen, og der er sket meget både hvad angår line-up og antal besøgende. Jeg var selv til stede blandt de 8.000 gæster i 2010, og med navne som Deftones, Megadeth, Suicidal Tendencies og The Dillinger Escape Plan øverst på plakaten, var det en potent begyndelse på festivalens historie.

I år var vi 20.000 gæster på Refshaleøen, og mange ting var fuldstændig, som de plejer. Som var det en spilleplade, man folder ud klar til brug, stod festivalens scener og øvrige elementer stort set hvor de plejer, og netop den genkendelighed har givet festivalen en kontinuitet og et udtryk, der gør, at man som gæst føler sig hjemme. På trods af at Copenhell på papiret har vokset sig til mere end dobbelt størrelse, siden bæstet blev undfanget i 2010, så var den gode, intime og trygge stemning den samme i år. Metalfesten foregik igen på Refshaleøen på betonpladsen som underlag og med græsbakkerne som tilskuertribuner og afslapningspladser. På den store B&W hal, stirrede den enorme ulv stadig glubsk med på os. V.I.P-området hed selvfølgelig R.I.P og selvfølgelig hed buslinjerne mod Refshaleøen igen linje 666. Alt var som det skal være.

Kompetent vikardækning på Pandæmonium

Musikken startede i år for mig med en koncert, der havde en noget særlig forhistorie. Amerikanske Every Time I Die var på en umiddelbart uoverskuelig opgave, da de torsdag eftermiddag skulle gennemføre deres koncert uden forsanger Keith Buckley, der var rejst grundet sygdom i familien, og samtidigt var trommeslageren Daniel Davidson ligeledes fløjet hjem for at deltage i et bryllup. Men det var intet problem for metalcore gruppen fra New York, som havde allieret sig med Sam Carter (frontmand i senere optrædende Architects), der havde styr på gruppens sætliste. Bag tønderne trådte gruppens tidligere trommeslager Ryan Leger til.

Det var en utrolig feberredning, og det viste sig at være to kompetente vikarer, som til fulde løste opgaven. De åbnede med ”Roman Holiday” og derfra så de sig ikke tilbage den efterfølgende time. Det var intenst og knivskarpt, og man blev bekræftet i at Samuel Carter er en fænomenal erstatning for Buckley i nødens stund. Every Time I Die holdt både intensiteten og kvaliteten i samtlige 60 minutter, og som publikum følte man sig hold i et fast og fantastisk greb.
(8/10)

Ingen brandfare på Helvíti

Svenske In Flames var årets første navn på den store scene Helvíti. Som altid når man oplever svenskerne, så kunne de også i dag deres håndværk og lød godt, men manglen på hurtige og aggressive numre skinnede tydeligt igennem, som koncerten skred frem. Den vildskab som svenskerne besidder, kom kun for alvor frem på ”Leeches” og ”Take This Life” og til dels på Anders Fridéns dybe growl på den gamle ”Moonshield”, som heldigvis havde fået en plads på sætlisten. Flere nyere numre har et langsomt vuggende tempo, som i perioder syntes at lulle det store publikum i søvn. In Flames var som altid fandens dygtige, og så var det ærgerligt, at de ikke i højere grad viste den vildskab og det tempo de har på flere numre fra deres tidlige albums. Det var bestemt en godkendt koncert, hvor svenskerne viste, at deres bundniveau heldigvis er meget højt. Det ændrer ikke på, at In Flames har meget mere i sig, end de fik frem på Copenhell i år, og de burde i højere grad havde ladet helvede bryde løs på Helvíti.
(6/10)

Chop Suey på Helvíti

Der udbydes meget forskelligt mad på Copenhell, og retterne har kreative navne. Om Chop Suey blev serveret i madboderne i år vides ikke, men sent torsdag aften fik den så på Helvíti. Amerikanske System of a Down var blandt de første navne, der blev offentliggjort i år, og det må siges at være et scoop af få dem tilbage på dansk grund efter 12 år. Siden deres storhittende dobbeltudgivelse, Mezmerize og Hypnotize i 2005, har gruppen holdt pause frem til 2010 og har siden turneret på må og få. Sidste år afslørede de så, at et sjette album er på vej, og for deres mange fans har det været en både mystisk og uudholdelig ventetid. I aften stod de endelig på dansk grund igen, og her skuffede de bestemt ikke.
System of a Down kørte et stramt program i aften og nåede hele 27 numre. Deres vekslen i tempo og skiftene mellem hårde metalriff og polkalignende rytmer blev leveret millimeterpræcist. I koncertens begyndelse virkede Serj Tankian ikke oplagt, men som koncerten skred frem slap både han og Daron Malakian i større grad tøjlerne.
Gruppen har den store styrke, at alle deres fem album generelt er blevet modtaget godt, og at alle har sine store kvaliteter. Det betød at aftenens lange sætliste var en bred palette af perler plukket fra hele deres arkiv. At System of a Down har mange af disse perler i kataloget, viste sig også tydeligt ved de jubelbrøl, den fællesskrål og den energi der var hos publikum på stort set alle aftenens numre.
(8/10)

Ærgerlig afbrydelse af mesterlig koncert

Min sidste koncert torsdag blev et gensyn med tidligere nævnte Sam Carter, som nu stod på Pandæmoium med sit eget band Architects. De fem briter har engageret sig i bl.a. dyrevelfærd og miljø uden om musikken, og med den viden, er man ikke i tvivl om, at der er holdninger og budskaber i gruppens musik og tekster på det seneste album med titlen All Gods Have Abandonded Us.
Man var i aften heller ikke i tvivl om, at Architects brænder, for det de laver, og at de har styr på det. Architects fremstod på scenen som en enhed, der arbejdede tungt, stramt og hamrende effektivt. Sam Carters vokal var skrigende og snerrende, og hvis man kan skrige rent, så var det det Carter gjorde i aften både i de hårde og mere melodiske passager. Vi var i gang med en suveræn koncertoplevelse, og så skete det, der ikke må ske. Strømmen gik på scenen og det var efter seks numre ikke muligt at gennemføre resten af koncerten. Det skal de fem arkitekter på scenen ikke klandres for. De havde “tegnet”, tilrettelagt og udført fremragende frem til afbrydelsen.
(9/10)

Written By
More from Lars Asmussen
08.10.10 – Cherry Overdrive – Beta, København
De fire rock-chicks stod solidt på scenen iført ens korte kjoler, og...
Read More
0 replies on “Copenhell 2017 – Torsdag”