En brutal og bramfri engel
Dualitet er et ord, der spøger i tankerne, når amerikanske Angel Olsen kommer op i en samtale. Hun er en furie og en engel. Hun er blid, og hun er brutal. Og det er kombinationen af modsætningerne, der gør hende til et ubegribeligt interessant bekendtskab, der som regel aldrig skuffer.
Angel Olsen åbnede med ”High and Wild”, der med sine genstridige skramlede guitar riffs satte tonen for dagens humør på scenen. De folk på Avalon, der var kommet for at opleve den folksy singer songwriter Angel Olsen, gik forgæves, i stedet fik de den brutale engel, der kom for at levere sitrende og elektrisk musik, hvor publikum kunne fortabe sig i de hypnotiserende støjflader. Det stod dog hurtigt klart, at en stor del af teltet mere var der for at komme ud af regnen end for at lytte til de flænsende guitarer og sjæleblottende tekster. I stedet stod mange og holdt en sludreklub, hvor de højlydt delte nattens udskejelser eller deres forvirring over, hvor de var, og hvem den lille skovalf på scenen var. Det kom desværre til at præge en stor del af koncerten. Den eksplosive og insisterende ”Shut Up and Kiss Me druknede til dels i larmen fra publikum. Det gik ikke ubemærket hen på scenen, hvor Angel Olsen forsøgte at ignorere snakken og fokusere på musikken. Det lykkedes delvist. Hun krængede sit indre ud med den sprøde ”Give It Up” og den storladne ”Not Gonna Kill You”, og forsøgte at engagere folk med snak og dialog. Indtil hun ikke kunne holde det ud længere, og indædt spurgte: ”Could you do me a favor and shut the fuck up!?” Forfriskende bramfrit og hurra for det, for herefter fandt Angel Olsen fokus og formen og fastholdt publikums opmærksomhed i den resterende del af koncerten. Lige tids nok til at lave en flot finale med de sidste to sange. En stime af sæbebobler fløj rundt i luften, og mens sangerinden rodede rundt i sin lange sorte manke uden forfængelighed, fik hun intimiteten og nærværet tilbage i teltet med den smukke, drømmende ballade ”Those Were The Days”.
Herefter lukkede og slukkede Angel Olsen for sin optræden på Avalon med den lange sanselige og voldsomme ”Woman”. En forrygende tour de force af Angels Olsens mange nuancer, hvor hendes skrøbelige vokal stod i kontrast til den langsomme opbygning af et formidabelt klimaks. Her fik Angel Olsen dag til at blive til midnat med de mørke, melankolske toner og de overvældende mure af guitarstøj og synth, der rullede ud over publikum. Fantastisk og forunderligt. Og en værdig afslutning på en ellers noget ujævn og blandet oplevelse, der var alt for præget af det middelmådige publikum. Desværre!
