Skønsang og knæfald i regnen
For to år siden spillede Father John Misty en uforglemmelig, rasende pragtpræstartion af en koncert på Avalon. Solen bragede, og der var amoriner i luften og på scenen. Jeg fristes til at lave en copy paste af anmeldelse fra den koncert, men kan ikke. Selvom Josh Tillman forsøgte og i sidste ende gav en skøn koncert fredag aften, så manglede han adskillige elementer, før aftenens koncerten ville have været lige så legendarisk, som da han aflagde besøg på festivalen sidst.
Håbet var, at Father John Misty ville troppe op på Orange fast besluttet på at sprede lidt musikalsk solskin på den mudrede plæne. Men det var ikke den storsmilende, uimodståelige charmør, der trådte ind på scenen. I stedet var det en tilbageholdende mand, der skulle synge og danse i regnen et stykke tid, før han var varmet ordentligt op. Med mørke solbriller og stilfuldt sort suit satte Father John Misty i gang med ”Pure Comedy”, titelsangen fra hans nye album. Akkompagneret af klaver og Copenhagen Phil med stryger og blæsere sang han en stille serenade, intens og distanceret. Der skulle kæmpes for folks opmærksomhed, og der gik en rum tid, før der blev fokuseret på den amerikanske sanger og hans massive, velspillende band.
Det skete med ”When You’re Smiling and Astride Me”, hvor den følsomme smygende sanger kom frem og fandt sin ekspressive stil. Han sang kærlighedserklæringen med hele kroppen, lavede sine signaturdansetrin: the shimmy and the shake, og sank teatralsk ned i knæfald for publikum, inden han spændstigt sprang op og kælede for mikrofonstativet. Når den melodramatiske prins af kærlighedshymner var til stede, var det umuligt at se bort fra den karismatiske mand på Orange. Når han forsvandt, mærkede man tydeligt distancen og den manglende intimitet. Og desværre dukkede storcharmøren kun op glimtvis, når det gjaldt de store symfoniske melodier som ”True Affection”. Her skabte synthklange og atmosfærisk pop en isolerende boble, hvor folkemængden for en kort stund glemte dråberne.
På scenen dansede Father John Misty discodans med vulkanisk, smittende energi, der forplantede sig i de flestes gummistøvler og regnslag. Det var også tydeligt, at de sange, som publikum bedst kunne lide og som de genkendte, var fra hans forrige album I Love You, Honeybear. Tydeligst eksemplificeret da de første strofer af netop den titelsang klingede klart over pladsen. Der blev sunget højt blandt folk, der vuggede i takt og nød de velkendte strygere og de smukke harmonier, der blandes med Father John Mistys følelsesbetonede skønsang. Det blev en fin finale for sangeren, der endelig havde smidt solbrillerne, sagt nogle takkende ord og som slutteligt fandt sig godt tilrette på Orange. Efter at have fået lidt ekstra tid til hans store overraskelse sluttede den amerikanske charmetrold af med en bombastisk version af ”Holy Shit” og sendte de nu glade festivalgængere ud i aftenen med luftkys og varme fornemmelser i kroppen.
