Tung aften i selskab med kongerne af sludget postmetal
Neurosis kom endnu engang på besøg på Roskilde Festivalen. De har efterhånden spillet her den del gange, men det gør ikke spor, for de er altid en udpræget fornøjelse at overvære på en scene.
Denne gang var det Avalonscenen og selvom den ikke er specielt stor, kunne de mægtige amerikanere ikke fylde teltet ud. Synd at mange snyder sig selv for en oplevelse af monumental og afgrundsdyb metal af den sorteste og mest dystopiske slags.
Neurosis er mestre i tyngde og hvor Cult Of Luna natten forinden viste sig som værdige lærlinge, kan de ikke måle sig med gudfædrene til genren, som siden midtfirserne har kastet det ene tunge meterlige album ud efter det andet.
Steve Von Till og Scott Kelley henholdsvis synger og brøler sig igennem aftenens materiale, der hovedsageligt udgøres af deres seneste udspil Fires Within Fires fra 2016. Vi får dog også en ædende ond udgave af “Locust Star” fra mesterværket Through Silver and Blood og en magtfuld version af “The Doorway” fra deres andet mesterværk Times of Grace, så ingen kan føle sig snydt.
Den rød/pink hårfarvede Dave Edwardson voldtager nærmest bassen, når der for alvor gåes til stålet. Og det gør der ofte, når vi taler Neurosis. Oakland-kvintetten bygger de fleste sange over samme læst. En mørk og tung, langsomt opbyggende metal, med dystre keyboardflader. Noah Landis, som konstant hiver i sit keyboard, hvis ikke han står og headbanger, som et skamskudt dovendyr. Hans keyboard er signifikant, fordi det oplagt understøtter uhyggen. Jason Roeder tæsker i sine tønder med en sådan styrke og nådesløs overbevisning, at man er glad for ikke at have et udestående med kolossen. Numrene munder oftest ud i hæsblæsende skrig og gutterale brøl, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
De to frontmænd Von Till og Kelly skiftes til vokalerne, hvis ikke de i fællesskab træder i karakter, når numrene kalder på det.
Desværre havde Neurosis denne gang fravalgt deres ellers så udpræget flotte og overvældende visuals. Synd og skam, for det føjer en hel del til oplevelsen og er en vigtig ingrediens i den samlede pakke.
Det blev som vanligt en udfordring at stå en Neurosis koncert igennem. Man bliver pryglet ubønhørligt i deres selskab og amerikanerne for hurtigt skilt fårene fra bukkene, hvor sidstnævnte forlader Avalon inden det sidste riff er fadet ud.
Os der bliver, går derfra i en katarsislignende tilstand.
