Tæt på Uffe
Uffe Lorenzen er efterhånden en garvet mand i dansk undergrundsrock. Mest kendt er han under navnet Lorenzo Woodrose og for at stå i spidsen for Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, og han har efterhånden gjort sig til en markant figur på den danske rockscene, på trods af at han har bevæget sig i undergrunden, og nok også befinder sig bedst der. Efter så mange år i branchen skulle et soloalbum da ikke være en særlig hård nød at knække – eller svamp at plukke – for Uffe Lorenzen.
Soloalbummet Galmandsværk er dog langt fra et rutinepræget album. Albummet tog sin spæde start på Vulkanøen Gomera, hvor Uffe Lorenzen tilbragte ti uger med at skrive musik og at kigge på havet. Det er et markant skridt at tage for at skrive et album, men man fornemmer på solodebuten, at det har haft en effekt på hans måde at skrive sange på. Man fornemmer tydeligt en mand og hans holdninger på de ti numre. Man får et billede af en Uffe Lorenzen der med sin rejse til de kanariske øer, på afstand har kunne skue hjem mod det danske samfund og med udgangspunkt heri skrive sine tekster.
Han åbner med ”Dansker”, hvor han modigt kommer med en kritisk opsang til hjemlandet og synger: ”De kalder jer det mest lykkelige folk på hele jorden. I små og overpissede men meget velmedicinerede danskere”. Lyttes nummeret igennem er budskabet klart, og han kradser godt og grundigt i den pæne overflade, som Danmark har udadtil. Han minder os om et samfund, der også er præget af diagnoser, kemisk lykke, forbrugerslaver og smålighed. Denne kritiske tone og disse meget tydelige budskaber er et gennemgående element på Galmandsværk, og det er medvirkende til, at man som lytter kommer tættere på sangskriveren og personen Uffe Lorenzen.
På den personlige ”Ridset Plade” beder han modtageren om at smide facaden og være ærlig. På ”På Kanten Af Verden” får sitaren får alvor plads, og her beretter Uffe Lorenzen om livet på kanten, hvor han med glæde befinder sig, når omverdenens tilstand er som den er omkring ham. I den sidste del af nummeret skejes der helt ud på tablas, sitar og elguitar, og det er nærmest befriende, at der her midtvejs gennem albummet også gives plads til dette.
En vulkanø har ikke helt taget syren ud af Uffe Lorenzens musik. Galmandsværk er akustisk baseret, og man bliver ikke snydt for små orientalske twists via fløjte, sitar og tablas. Selvfølgelig får vi også et drys fuzzguitar hist og pist, og selvfølgelig er der lagt lidt rumklang og ekko på hans vokal, så han lyder, som vi kender ham. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at Uffe Lorenzen havde ladet os komme endnu tættere på i sin lyd. At han i endnu større grad havde skåret ind til benet og gjort instrumenteringen mere minimalistisk og intim. Det forhindrede mig dog ikke i at komme lidt ind bag Lorenzo Woodrose og møde Uffe Lorenzen og hans betragtninger på det danske samfund og hans invitation til mere personlige tanker.
Uffe Lorenzen rejste langt væk. Vi er kommet tættere på ham.
