Lanegan på sindsoprivende visit
Som Joakim Thåström, der gæstede København for nylig, har Mark Lanegan en stor og trofast fanskare her i landet, og den ranglede sanger har da efterhånden også besøgt Danmark utallige gange de seneste mange år – præcist som hans svenske kollega udi mørkrandede skumringssange. Og som ved Thåströms koncert i Vega var undertegnede en smule i tvivl, om Lanegan nu også kan imponere mere, endsige overraske publikum med sin whiskeyrøgede vokal. Lad det være sagt med det samme, at Lanegan leverede måske nok hans bedste live performance i mine øjne, siden jeg så ham første gang solo for snart tyve år siden. Ligesom Thåström i Vega, overraskede Lanegan med en overraskende vital fremføring af, bevares, et klassisk sæt numre fra det efterhånden meget omfattende bagkatalog. Et katalog, hvor der dog også var smagsprøver fra samarbejdet med Greg Dulli, et par coversange af P.J. Harvey og Joy Division, og en nedbarberet version af et af Lanegans egne bedste numre, nemlig ”One way Street” fra albummet Field Songs fra 2001.
Præcis kl. 21.35 kravlede musikerne på plads, hvorefter en stærkt humpende Lanegan kom stavrende over scene, som en mand, der desperat skulle nå sit mikrofonstativ, inden det var for sent. Et stativ, han i øvrigt nærmest ikke slap den næste knap halvanden time, koncerten varede. Den klassiske positur har man set hver gang, Lanegan performer, men alligevel var der en anden sitrende tilstedeværelse denne aften, som allerede kunne mærkes ved åbningsnummeret ”Death’s Head Tattoo” fra det seneste album Gargoyle. Stemmen var ikke helt varm, og bandet skulle lige finde hinanden, men manden i midten var tydeligvis opsat på at få musikken ud og ind i publikum. En oplevelse, der kun voksede, som koncerten skred frem.
Man har hørt numrene til hudløshed, de fleste også live adskillige gange, men da Lanegans kæreste, Shelley Brien, som startede som backing vocal i bandet for år tilbage, pludselig entrede scenen og stod skulder ved skulder med sin mand, var der pludselig noget nyt, et fællesskab på scenen, der accentuerede følelserne og dybden i sangene. Heldigvis kan Lanegan stadig spille solid rock, og det gav han flere prøver på, især med det kantede aggressive ”Methamphetamine Blues”, som sluttede hovedsættet. Alt i alt gav denne aften en om ikke ny udgave af Lanegan så en vibrerende levende udgave af manden, der tidligere ofte forsvinder ind i sin egen indelukkethed.
Måske mest overraskende ved hans tilstedeværelse var hans gentagne henvendelser til publikum. En mand, der notorisk ikke plejer at sige et kvæk, var denne aften mærkbart til stede og nød kontakten med publikum. Et af numrene blev endda præsenteret som værende skrevet på ryggen af København, præcist som Thåström tidligere udtrykte sin uforbeholdne kærlighed til Vesterbro. To markante singer-songwritere gæstede København med få dages mellemrum og leverede nogle eminente koncerter, primært fordi de som sangere var hudflettende ærligt til stede på scenen, og blev bakket op af sindssygt velspillende bands.
Til sidst, da det nærmest ikke kunne blive bedre, overraskede Lanegan med en tro version af Joy Divisions smukkeste nummer ever, det poetiske ”Atmosphere”. Han kunne plukke hvad som helst fra sit bagkatalog, men vælger at slutte koncerten med denne britiske klassiker, som emmer af smuk poesi, tristesse, dødsangst og kraftfuld livslyst. Præcis som Lanegan denne aften!
