Guitaristen Manoj Ramdas fra Childrenn, Sort Sol og Raveonettes har i selskab med tre andre godtfolk fra den københavnske scene smidt endnu et album under navnet SPEkTR. Det er helt som tidligere et udpræget filmisk univers kvartetten befinder sig i. Et univers og udtryk Ramdas selv kalder for Soundtrack’n’roll. Hvor der førhen var ret meget rev i ‘roll’en, er det i denne ombæring mere stringent og strømlinet i sin lyd, der mixes af oldschool elektronik og analogt. Den eklektiske vildskab og legesyge originalitet fra tidligere er med andre ord denne gang på Excelsior vekslet med et mere stramt og mindre sprælsk lydbillede.
Åbneren “Coma” lyder som en bisidder til John Carpenters B-films klasssiker Sidste Nat På Station 13. Lettere dyster-scary, men alligevel tilsat lidt mellemfunky discokant.
Mere fart er der på efterfølgeren og singleudspillet “Material Men Of Fortune”, der har et hastigt beat, godt inficeret af svedige og groovy Hammondtoner. Igen springer eksponeringer fra utallige 70’er film i ørerne og man tager sig i at gætte på hvilken film, SPEkTR mon her har sat sig selv musikalsk i scene til. Shaft kunne sagtens ledsages af lyden i en af dens utallige Shaft flugtscener.
Lukkeren “The Light That Is Not Light” har også mere tempo med Air-lignende retro-synths og en herlig surfguitar, der smider lidt kant til at spæde nummerets discoficerede beats op med.
“Candy Rain” er en fin lille lullaby, der lunt kunne have ligget på et 80’er horror soundtrack med dens subtilt frembragte følelse af, at noget ondsindet er på vej.
“The Stroke To End All Strokes” mixer lidt spaghettiwestern guitar med Tim Burton orgel og en yderst memorabel melodilinje bundet af springende keyboardtangenter.
Der er som sådan få crescendoer hen igennem den vokalløse plade og ikke de store udsving i Excelsiors grundtone. Det cinematiske fylder alt og de cool følelser ligger i det relativt korte rum, numrene udspiller sig i. Recepten er at bandet først opbygger ganske kort, finder et leje og cykler afsted derfra uden at gøre det helt store væsen af sig.
Der spilles på intet tidspunkt med de store musikalske muskler, men snarere holdes en næsten metronomisk arbejdsgang, der peger lidt i retning af tysk krautrock iklædt aner af Surf, John Barry og Sci-Fi scores og elektroficeret postrock som eksempelvis Fridge lavede den i 90’erne.
Alligevel holdes interessen fangen, fordi det er så spot on ifht film og er man celluloid affinicado, er det altså langt hen ad vejen en fornøjelse at være vidende til. Ramdas kan utvivlsomt sine film og soundtracks til fingerspidserne.
Excelsior er klædeligt kort – vi taler otte numre på rundt regnet 25 min – og det bibringer bare til lysten til en tur mere i SPEkTR soundtrack-hungrende univers. SPEkTR har denne gang lagt de mere vilde eksperimenter på hylden – noget som indimellem tidligere kunne gøre en noget forpustet – og i stedet fokuseret på en kort og ganske præcis plade udi diverse imaginære filmscores.
