For gammel til at dø
Jethro Tull er mange ting, men først og fremmest er bandet kendetegnet ved sprællemanden i front med tværfløjten, Ian Anderson. Han spræller ikke så meget mere – han har rundet de 70 – men han er i høj grad stadig i live og fit for et rock’n’roll-show med en perlerække af numre gennem bandets imponerende 50-årige karriere.
Det nye spillested Docken ude ved nordhavnen havde åbnet op for deres normalvise konferencecenter og udstillingsrum og inviteret et par tusinde eller tre af de mest dedikerede fans af Tull ind i varmen fra den bidende vinterfrost. Ved indgangen mødte jeg en tidligere kollega, som alvorligt oplyste mig om, at den allerførste rigtige koncert, han oplevede, var Jethro Tull i 1972! Nu, 46 år senere, napper han lige en Tull-koncert mere. Jeg var dog på forhånd skeptisk omkring, hvor mange Tull kan mobilisere i dag, men inde i koncertsalen var stedet pakket fra væg til væg af begejstrede fans – bevares, de fleste på alder med Ian Anderson – som løftede deres krogede næver i takt med første sæts tilbageblik på det helt oprindelige Jethro Tull. Koncerten var et jubilæum, og første del gav et tilbageblik på de allerførste udgivelser This was; Stand Up; Benefit og Aqualung. I denne første periode spillede Tull en blanding af blues og progressiv rock, og på scenen skiftede Anderson flere gange tværfløjten ud med mundharmonika. Gensynsglæden var stor hos mange af de fans, der tydeligvis har været med fra starten af, og Anderson sprang rundt på scenen i den udstrækning, det nu lader sig gøre for en fyr på over de 70.
Bagtæppet på scenen kørte visuals med liveoptagelser i sort/hvid fra de helt tidlige dage, og det var tydeligt at se, at der var en noget mere energisk tilgang til musikken dengang. Men da var Anderson også både aldeles langhåret, langskægget og med en noget anden fysik end i dag. Fysikken krævede måske også sin ret, i hvert fald var der indlagt en lille halv times pause efter ”Cross Eyed Mary” fra Aqualung.
I andet sæt blev der fyret mere op for kedlerne, og Anderson tog publikum med gennem albums som Thick as a Brick; A Passion Play; Too Old to Rock’n’Roll: Too Young to Die!; Songs from the Wood; Heavy Horses og afslutningsvist et glimt fra Crest of a Knave. Et spænd fra 1968 til 1987, og stadig med 11-12 albums, der ikke blev plukket fra denne aften.
Der er ingen tvivl om, at publikum blev taget med down memory lane, sammen med en engageret og tændt Ian Anderson. Og generelt var der en rigtig fin stemning i den store rå betonsal, der heldigvis også leverede en fin lydkvalitet – selvom der blev spillet umanerligt lavt. Men man har nok været bekymret for, om musikken ville overdøve Andersons stadig virile stemme, der dog ikke besad fordums kraft.
Skal man sætte fingeren på noget, der ikke rigtig fungerede, må det være det helt unge band, som kun har spillet sammen de sidste par år. Der manglede både sammenhængskraft og tightness i deres spil, og især trommeslageren Scott Hammond spillede med en blodfattig og cool attitude, der stod i skærende kontrast til den oprindelige Clive Bunker, der var kendt for sit udadvendte og meget fysiske spil. Der manglede simpelthen energi i bandet og en lyst til at performe, udover at levere de komplekse melodier fejlfrit. For det gjorde de! Heldigvis trak Ian Anderson slæbet, som de tunge heste foran ploven, som også var ét af aftenens mange højdepunkter.
