12.04.18 – Courtney Marie Andrews – Lille Vega, København

Foto: Lars Asmussen

Når stjerneskud kommer snigende

Amerikanske Courtney Marie Andrews har været en produktiv kvinde, siden hun som teenager kastede sig over guitaren og sangskrivningen. I en alder af 27 år, har hun udgivet syv albums, og har desuden medvirket som guitarist og sanger hos navne som Jimmy Eat World og Damien Jurado. Når hun er på egen hånd, arbejder hun afdæmpet og eftertænksomt med en vis portion livsrealisme i sit tekstunivers. Hun er flere steder blevet sammenlignet med Joni Mitchell og Emmylou Harris, og det slipper hun nok heller ikke uden om. Men hende her har bestemt fundet sin egen retning, så jeg tænker, at sammenligningen ikke har generet hende synderligt.

Torsdag aften gæstede Courtney Marie Andrews Lille Vega, som var pænt besøgt af et publikum, der aldersmæssigt spændte vidt. Hun havde fire musikere med sig, hvilket gjorde koncerten mindre intim og afdæmpet, end jeg havde forventet, men det viste meget passende, de mange sider hun lader til at have, og det gav en god dynamik på scenen og i salen.

Bandet fik lov til at fylde fra starten af, hvor der blev åbnet med den nye ”Two Cold Nights in Buffalo”, fra det helt nye album May Your Kindness Remain. Mere afdæmpet var hun senere på den intime og personlige ”Took You Up”, hvor bandet, en af for få gange, trådte i baggrunden, så hun virkelig stod der, som den solist hun trods alt er. Helt naturligt var koncerten præget af numre fra hendes nye album samt Honest Life fra 2016, men som nyankommet i hendes univers, havde det været interessant, hvis hun havde præsenteret mig (okay os) for et par ældre numre med en særlig betydning for hende.

Foto: Lars Asmussen
Foto: Lars Asmussen

Courtney Marie Andrews lød godt i aften – og hun så også godt ud i den hvide kjole med en kappe (ja beklager hvis den i tøjmæssig forstand bør kaldes andet) på ryggen. Med sig havde hun et velspillende band, og det var ganske forfriskende at høre dem være med til at gøre flere af numrene mere voluminøse. Men flere gange ønskede man også bandet væk for en stund for at få hovedpersonen mere i fokus et moment. Et af de momenter var under ekstranummeret ”Let the Good One Go”. Ordene i sangen og det stille øjeblik i salen, fik antennerne hos publikum længere ud, og den irriterende støj fra de bagerste gæster lagde sig for en gangs skyld:

Can I call you tonight?
Want to know how you’ve been
Have you been alright?
I’d be lying if I said
You ain’t been on my mind

Oh you will know, when you’ve let a good one go

Og så lød hun i den grad godt, på grund af den stærke vokal hun er i besiddelse af – hendes sang var pletfri i aften. Kombineret med det har hun en karakteristisk og let genkendelig stemme, og sammen med hendes altid vedkommende tekster, så er det svært ikke at blive grebet af Courtney Marie Andrews – på plade og til en fremragende koncert som den i aften.

Karakter 8

Karakter

8
Written By
More from Lars Asmussen
Does It Offend You, Yeah?: Don’t Say We Didn’t Warn You
Englænderne gør flere gange meget ud af at understrege, at de er...
Read More
0 replies on “12.04.18 – Courtney Marie Andrews – Lille Vega, København”