Lørdag skulle man stå op før fanden havde fået sko på, og være på Refshaleøen når porten åbnede, hvis man skulle nå at opleve de danske album- og Copenhell debutanter The Sledge. At være et nyt navn på den danske musikscene, der kun har haft sit debutalbum On The Verge Of Nothing ude i en uge og skal åbne programmet en lørdag på Copenhell mens de første gæster knapt nok er kommet ind på pladsen, må have været en pæn mundfuld for The Sledge, men den fordøjede de faktisk ganske godt i dag. De slog tonerne an til åbningsnummeret ”Flammehav”, som lukker debutalbummet. Nummeret er langt, instrumentalt og veksler en del i tempo og hårdhed, hvilket ikke var en helt dum måde at starte på, når publikum stadig var ved at ankomme og i det hele taget at vågne lidt op.
På andet nummer kom bandets forsanger Magnus Risby på scenen. I samarbejde med Palle Demant fik han lagt vokal på numrene, og tempoet blev skruet op. Nu var de små 100 publikummer også vågnet. Der blev nikket med hovederne, håndhornene kom i vejret. Herfra fræsede The Sledge sikkert koncerten i mål. Flere numre fra debuten består af lange opbyggende passager, hvor koncerten enkelte gange tabte energi. Men heldigvis eksploderedes der også gang på gang i riff-tunge og effektive røvfulde, hvor det flere gange var imponerende at se den energi der blev lagt i arbejdet bag tønderne af Kim Jørgensen.
The Sledge var et sympatisk bekendtskab, og det bliver spændende at følge dem fremover, for der er potentiale her. Jeg håber, at de får chancen på Copenhell igen, og her skylder arrangørerne dem en bedre plads i programmet.
Dagen startede med et smut forbi Suffocation inden Kellermensch ramte Hades lidt senere. Jeg har efterhånden set dem nogle gange indenfor den seneste tid, senest i Pumpehuset for et par måneder siden. Frank Mullen turnerer jo ikke live mere og har overladt livegerningen til Ricky Meyers, der på seneste album såmænd også for lov til at growle på pladen. Han er en habil indpisker der kan sit kram og fungerer glimrende som røst for Suffocations old school tekniske død. Bandet spiller uden omsvøb og stensikkert uden at snuble gennem de hæsblæsende skift i numrene. Få andre bands kan mønstre samme selvfølgelige knivskarphed, når det kommer til teknisk brillans og hyppig skift mellem ultrahurtige løb og tunge bredsider. Jeg fik et noget nær perfekt kvarters los i røven inden jeg søgte mod Hades.
Her stod Kellermensch klar og der havde indfundet sig overraskende mange foran scenen, med tanke på den noget aparte booking til en ren metalfestival. For selvom Kellermensch i den grad kan være brutale og skære igennem med tyngde og vitalitet, er det et pænt stykke fra den metalliske alfarvej. Oktetten havde dog klædeligt valgt en perfekt sætliste til lejligheden med vægt på det gamle materiale fra debuten. En plade, hvor de veksler mellem Sebastian Wolffs rene melankolske vokal og Christian Sinnermands vrede brølen, der ikke lader Neurosis noget efter. Det tilsammen skabte en koncert, der blev den tungeste og mest rå omgang Kellermensch, jeg endnu har set i liveregi. Det er efterhånden mere end en håndfuld gange jeg har set bandet og denne gang var deres bedste optræden so far.
Bassisten fes som vanligt rundt med bassen godt oppe under brystet skydende som et skarpladt gevær med projektilerne flyvende band og publikum om ørene. Han er altid nysseligt klædt og denne ombæring var ingen undtagelse med lyserød skjorte, grå jakkesætsbukser og fine sko uden strømper. Vidste man ikke bedre, var han spillende i et 80´er synthband af new romantics skolen. Fedt med afvigelse fra metalscenens vante beklædningskonformiteter. Resten af bandet er også ulasteligt klædt med slips og jakkesæt flere steder.
Wolff er en mand der bare brænder igennem. Han sparer ikke sig selv og kaster sig allerede fra første nummer på gulvet og vrider sig. Senere kaster han sig også ud blandt publikum, som bærer ham rundt syngende i takt til “Bad Sign”. De nyere numre fra Goliath får også en over nakken og bliver leveret væsentligt tungere end førhen hørt. Perfekt tænkt af esbjergenserne, der har forstået værdien af, at stille med et sæt der passer som fod i hose til Copenhell. Vi får de fleste numre fra begge deres album og folk er virkelig med. Imponerende at et så anderledes band, end mængden af det sædvanlige klientel på festivalen formår at ramme så mange og det blev et dedikeret publikum. De som er nysgerrige og tydeligvis ikke kender bandet i forvejen, lader sig også overvælde og gynger med som koncerten skrider frem. Virkelig suveræn præstation af danskerne.
W.A.S.P får lov til at spille i baggrunden, mens jeg indtager føde på græsset. Jeg genkender et par hits som “Wild Child” og “I Wanna Be Somebody” og der er alenlange guitarsoloer og stramtsiddende læder-outfits på scenen, som genren foreskriver.
Heldigvis tog de møgbeskidte og sejt groovy sydstats-sludgere Corrosion of Conformity over. Der blev delt tungt leverede håndmadder ud fra Louisianas sumpe og den yderst sympatiske frontmand Pepper Keenan havde mere stage-coolnes og presence end mange af de andre unge metalcore bands tilsammen, der ofte ånder hult af forstillet vrede, fake poseringer og det kluns med den rigtige attitude. Hos Pepper og hans southernslæng er det bare stikket i deres varme Orange stacks og musikken i fokus.
Der var lidt fra deres nye plade, men kvartetten havde klædeligt lagt sætlistens hovedvægt på det ældre materiale. Det var da også utvivlsomt “Broken Man”, der på plade suppleres af James Hetfield og “Albatross” fra Deliverance der for alvor tog kegler hos publikum. Den gamle sag “Vote With A Bullet” fik ord med på vejen om Trumps nederdrægtigheder og Keenan fik også lige dedikeret den store hals ulvebillede til sin egen hund Crow.
COC leverede fuldfedt og præcist en time med en særdeles velspillende Mike Dean på bas, hvorpå Keenan meddelte at de lige havde en til i bøssen, inden de sagde tak til Copenhell og desværre måtte haul ass videre ud i verden. Da den herligt Thin Lizzy inspirerede klassiker “Clean My Wounds” satte igang som endegyldige punktum, kogte det grundigt oppe foran scenen. En helt igennem suveræn lektion i enkel og tung sydstatsrock fra et band, der bare kan deres shit og spiller fordi de synes det er fedt. At COC og medlemmer af Suffocation i selskab med Carsten Holm hyldede Vinnie Paul lige efter koncerten var kun på sin plads og værdigt.
De aldrende germaner-powermetal drenge Helloween bragte med deres Pumpkin United show konfetti, bomber og alskens scenelir til Helvetiscenen. Her var spilleglæde og masser af snak mellem numrene. Teknisk set er der ikke en finger at sætte på bandets musik og deres vokaler , som i aftenens anledning blev bibragt af ikke mindre end tre vokalister. Tre vokalister der har optrådt på forskellige album gennem Helloweens karriere. Det var jovialt og så gammeldaws hyggeligt, som man kunne have ventet.
Der blev nævnt fodboldresultater mellem Tyskland og Sverige, leveret mere eller mindre gode jokes og fortalt anekdoter fra gamle dage på landevejen og i studiet. De tre sangere sang alle fornemt, omend jeg får lidt lange boller i længden af de lyst skærende vokaler, der det meste af tiden ligger i det høje pitchede leje med masser af vibrato. Tre guitarister med flying V´s sørgede for både grooves, unisone twinleads og saftige guitarsoloer så ikke et øje var tørt. Alle var klædt som sådan et band er foreskrevet, med undtagelse af den ene guitarist, der lignede en Porl Thompson, der var faldet direkte gennem ormehullet fra et Cure-gig. Mod slutningen røg der sørme også orange balloner – påmalet græskar selvfølgelig – ud til folket. Et par af dem overlevede endda vejen over til Satyricon senere. Fans og nysgerrige lod til at have en fest og de tyskere der stod bag mig, skrålede med af fuld hals under hele koncerten.
Satyricon fik æren af Pandæmonium som næstsidste indspark på Copenhells bedste scene. Når mørket så småt er ved at falde på, vinden har lagt sig, folk har indfundet sig og man står ikke så langt fra scenen, er det som at være til en klubkoncert under åben himmel. Lyden var pissegod og nordmændenes entusiasme var smittende. Lige fra de skærende åbningsriff på “Deep Calleth Upon Deep” over en monstertung “Now Diabolical” til den frysende næsten maskinelle exit “K.I.N.G” sad Satyricons Black´n´roll klokkerent.
Satyrs røst med sit sært gnækkende udtryk er måske ikke for alle, men musikken var stålsat og helt igennem i fjæset og den time Satyr, Frost og de to guitarister serverede var ikke til at skyde igennem. Ikke så meget snak og pis mellem numrene, hvor det ene nummer afløste det andet som missiler gav en nerve og intensitet, der holdt folk i et jerngreb hele vejen.
Ghost skulle lukke hovedscenen Helveti og det er i sandhed et band der er delte meninger om. Mange mener det er et tegneserieband, der er mere Abba-metal end godt er. Andre mener at få øje på, at Tobias Forge er guds gave til metalrocken med sine fine fornemmelse for den store grandiose melodi pakket ind i lidt pigtråd. Forge selv har som bekendt smidt masken, tilført sig et sort øje og en kontaktliste, der kopierer Marilyn Manson, mens de nye hidkaldte lejesoldater igen har fået smækket en maske på. Mystikken er det derfor så som så med efterhånden og hele mediecirkuset har virket lidt latterligt og bestemt ikke til Forges fordel. Så Ghost havde brug for at vise, at der er behov for endnu en koncert på dansk grund, da de efterhånden har udsuget vort land i den henseende.
Lyden var faktisk forbløffende god, men Forges nasale vokal er altså et gevaldigt minus. Opsætningen på scenen er voluminøs som til en Pink Floyd stadionkoncert. Musikere står på diverse opsatser. Det er alt sammen vældig flot koreograferet, men også underligt sterilt og fortænkt. En alenlang præsentation af de forskellige Ghouls midtvejs i koncerten er åbenbart også vigtig og tager fuldstændig luften ud af den smule vitalitet, der indimellem stikker sit fjæs frem. Det hele er bare for manipuleret og kalkuleret og jeg bliver bare aldrig fan. Mod enden var der mulighed for at råbe på ekstranummer, men ingen gjorde det. Måske folk bare var trætte ovenpå en lang festival, der lakkede mod enden. Måske gad folk bare ikke høre mere. Jeg takkede i hvert fald af og driblede hjem mod Christianshavn.
Copenhell 2018 blev en festival der bød på et noget tyndt program. Måske det svageste de har præsenteret gennem årene, men der var dog tre-fire rigtig gode koncerter hver dag og det er alt rigeligt for en fin festival.
Note: Første del om The Sledge er skrevet af Lars Asmussen, mens resten er skrevet af Thomas Steen Jensen.
