En aften klædt i sort

Det gamle pumpehus var klædt i sort denne aften, ikke for at sørge, men for at hylde nogle af de største koryfæer inden for genren black metal. En genre, som oprindeligt var et fænomen, der startede tilbage i 80’erne med bands som Venom og Bathory, og som nu er i gang med sin tredje eller fjerde bølge. Hvad black metal reelt er anno 2018 kan være svært at sætte fingeren på, så programmet denne aften kunne måske give et kvalificeret bud på nogle af de værdier og udtryk, der kendetegner genren i dag.

Profanatica (5/10)

Den amerikanske trio så dagens lys tilbage i 1990 under den anden bølge af black metal, og de udråbte hurtigt sig selv som ’den ægte vare’, hvad det så end var. Stilen var tæt på den oprindelige, underproducerede grindcore, man kendte fra tidligere, og med en udgivelsesrate på fire albums er Profanatica ikke ligefrem produktive. Spørgsmålet denne aften var, om deres musik kunne holde distancen fra det mørke New York til de mere progressive rammer i det moderne København. Men ret skal være ret, bandet fik ikke de bedste betingelser for deres show. Programmet var sat til at begynde kl 19:30, og klokken var ikke et sekund over, før de tre kutteklædte herrer entrede rummet. Problemet var bare, at salen var knap halvt fyldt på det tidspunkt, og folk stod stadig i kø ved indgangen for at komme ind. Men sanger og trommeslager, Paul Ledney, som sad bag sit rudimentære udstyr og med sit karakteristiske Gandalf-skæg, lod sig ikke mærke, og snart buldrede toget af sted med skiftevis monstertunge rytmer og grindcore, med Ledney brølende som en mand i evig pinsel, mens han forsøgte at male væggene sorte med en aggressiv og højoktan vokal. Musikken har ikke den store variation, og Profanaticas kvaliteter ligger i det minimalistiske og fortættede udtryk, der gør sig godt i små rum med lavt til loftet. Der er som bekendt højt til loftet i Pumpehuset, og amerikanerne kunne ikke stå distancen denne aften – uden på nogen måde at falde igennem – hvor de heller ikke fik de bedste arbejdsbetingelser.

Rotting Christ (7/10)

7.920 kilometer fra New York ligger græske Athen, som i 1987 barslede med det første græske black metal-band. Et band, som satte den europæiske yderregion på Det Sorte Landkort. Til forskel fra Profanatica har græske Rotting Christ – alias frontmand, sanger og guitarist Sakis Tolis – udgivet hele tolv studiealbums plus det løse, samtidig med at Tolis producerer andre bands og spiller i et par sideprojekter. Rotting Christ har derudover eksperimenteret med en masse forskelligartede udtryk gennem tiden, og har udviklet sig mærkbart henimod en mere traditionel death metal, hvor der optræder alt lige fra keyboards til sækkepiber og traditionelle græske folkemusikinstrumenter. Selv den græsk-amerikanske avantgardediva, Diamanda Galas, optræder på et af gruppens albums. Det skulle blive spændende at se, hvilket afsæt grækerne ville tage denne aften.

Heldigvis gravede bandet dybt i lommerne og hev nogle af de tidligere klassikere frem, samtidig med at konceptet var holdt til to guitarer, bas og trommer. Klassisk Rotting Christ, når det er bedst!! Det mærkværdige ved Rotting Christ er, at de kan være svære at genredefinere entydigt, hvilket også kom til udtryk denne aften. Gennemgående er musikken klassisk death, men indimellem spiller bandet nærmest goth rock med en new wave-guitar sound. Bandet har dog tidligere turneret med Watain, og der er ingen tvivl om, at begge bands bevæger sig inden for samme tekstunivers og måske endda samme ideologi/religion. Men til forskel fra Per Danielsson er Tolis en udadvendt og kommunikerende frontmand, og stemningen var på kogepunktet, da Rotting Christ sluttede et effektivt og velspillet sæt af. Et sæt, som steg mærkbart i nerve og intensitet, efterhånden som bandet fik spillet sig varm.

En stor ros skal lyde til bandenes crew, som formåede at skifte scene forholdsvist hurtigt og komme videre med showet, inden dampen gik af toget. Således gik Watain på allerede godt to timer efter, første band gik på, og det var nu svenskernes tur til at give deres bud på, hvad black metal har at byde på. Og det blev i den grad noget helt andet, end de to foregående!

Watain (9/10)

Som det yngste band, dannet i Uppsala i 1998, blev Watain til i en tid, hvor black metal nok ikke var på sit højeste. Den anden bølge var aftagende, og en tredje bølge var i færd med at bygge sig op og ramme metalfolket med en transformation af noget oprindeligt.

Bortset fra de første par albums indvarslede Watain en mere produceret og varieret black metal. Væk var den aggressive, snerrende lyd, og væk var den primitive vokal. I stedet spillede bandet med en solid lydmur af stramt komponerede og fængende flot udført black metal /death. Tilbage er stadig de eksploderende grind trommer, og Watain har taget det mentale arvegods fra især nogle af de beslægtede nordmænd op på et helt andet niveau og skabt et unikt univers omkring ikke kun Danielsson, men hele bandets mission og virke. For den største og mest iøjnefaldende forskel på Watain og stort set resten af metalbands i hele verden er, at de er Watain. Navnet er simpelthen blevet et begreb for medlemmerne, hvor det at spille musik er blevet en del af et uhyre komplekst ritualsæt omkring udlevelsen af bandets ideologi/religion (jeg kan varmt anbefale Claudio Marinos film om Per Danielsson: ”Music, Blood and Spirit”, hvor man kommer tættere på personen Danielsson, uden at der er tale om et decideret portræt af bandet).

Scenen var udsmykket med det kendte Watain-symbol i form af treforken, som stod solidt plantet på hver side af trommesættet. Med Danielsson i spidsen, bærende på en stor fakkel, skridtede bandet ind på scenen, og som det første blev der sat ild til de to store symboler samt til nogle arrangerede ildsteder. Snart var hele scenen badet i lyset fra de brændende elementer, og Watain startede deres rejse gennem de seneste to-tre albums. Med det samme var det tydeligt, at Watain kommer med en helt anden tyngde, end deres forgængere. I fem kvarter blev publikum gennemtævet, udmejslet og lutret af et knusende eminent spillende band, som på ingen måde forsøgte at komme i kontakt med publikum, andet end gennem musikken. Bandet er kun til stede i form af musikken, og publikum er indbudte til en ceremoniel performance, som åbnede op for en stund til Watains indre univers af teosofisk satanisme og praktiserende ritualer. Og manden i midten er ypperstepræsten, Per Danielsson, som brøler sig igennem ét langt ritual af blod, ild og hardcore metal. De fem mænd på scenen arbejdede sig langsomt op til en katharsis, og med sig havde de et publikum, som stod som henholdsvis måbende vidner og bersærker i mosh pitten. På et tidspunkt godt inde i koncerten, blandede Danielsson den hellige eliksir, som tilhører Watains rituelle verden, og med en kort håndbevægelse døbte han de forreste publikummer i blod. Denne sakrale gestus, som gentages ved alle Watain-koncerter, understreger et band, som har et budskab og som forsøger at kommunikere det gennem deres okkulte musik. Om publikum forstår budskabet, er ikke det vigtigste. Det er Watains behov for at ytre sig, der er drivkraften bag deres musik.

Det hele smeltede sammen til en glohed enhed denne aften, og jeg er tæt på at konkludere, at der ikke findes mange bands i dennesidige verden, som kan måle sig med Watain, når det kommer til live performance. De er simpelthen i en liga for sig, og Danielsson er den fødte kapelmester for satan, eller hvad de nu kalder den hornede djævel i dag. Spørgsmålet er snarere, om publikum levede op til Watains forventninger om deltagelse i bandets ceremoni, og om der blev skabt den rette stemning af black magic metal. Jeg blev i hvert fald draget ind i Watains glødende univers, og da koncerten sluttede med et sidste afdæmpet ritual med Danielsson siddende på scenen i noget, der lignede en stille bøn, kunne jeg mærke den katharsis, Watain skaber med deres vanvittige og gennemført kompromisløse metal. Jeg tror der var flere denne aften, som seriøst overvejer at skifte deres medlemskab af den danske folkekirke ud med et tilsvarende i Watains sorte, rituelle, mystiske og religiøse broderskab.