Sort metal

Heavy metal blev skabt ca ti år, før Saint Vitus blev dannet i 1979, af især Black Sabbath, som spillede med en tyngde og en dyster atmosfære, som aldrig er blevet overgået siden. Men musikken behøver ikke nødvendigvis være bedre end originalerne, bare det har sit eget momentum at byde på. Og det har Saint Vitus stadig i dag – 35 år efter deres mere eller mindre stilskabende debutalbum tilbage i 1984.

Saint Vitus er smålegender inden for genren, og bandet har gæstet Danmark flere gange for nyligt, blandt andet med en meget rost optræden på Copenhell for et par år siden. Denne aften var rammerne mere ydmyge i Pumpehusets foyer, som dog må siges at være blevet et godt etableret sted at se den fede rock, og de aldrende herrer gik da også til stålet med krum hals, da det blev deres tur.

Polsk doom metal skulle dog først køle ned med et lavthængende sæt fra Dopelord denne aften, før vi blev beæret med et besøg af de amerikanske veteraner fra sunny California.

Dopelord (8/10)

De langskæggede, men korthårede polakker har ikke så mange år på cv’et som Saint Vitus – faktisk har de ’kun’ eksisteret siden 2010 – men ikke desto mindre var det en gennemrutineret performance, de kølige polakker eksekverede denne aften. Numrene blev leveret tungt med skiftevis bassisten Klusek og guitaristen Miodek på vokal, mens den tynde og langlemmede sologuitarist stod underligt gemt væk og trippede på sine egne lyde. Og dem er der masser af hos Dopelord! Tekstuniverset kredser omkring brugen af hallucinerende stoffer og blød satanisme, og der blev også kastet et par forkølede geddebukke i løbet af aftenen. Ellers er der ikke noget ved Dopelord, der virker specielt farligt. Men hold da kæft, hvor kan de spille tungt og larmende og med en helt fantastisk knitrende Marshall-lyd på instrumenterne, der rammer lige i mellemgulvet med den rette støjfrekvens.

Saint Vitus (9/10)

Med Scott Reagers tilbage bag mikrofonen og med Patrick Bruders som ny bassist, indtog Saint Vitus scenen med den tilbagelænede selvfølgelighed, der automatisk kommer, når man har spillet de samme numre i 35 år. Heldigvis har Reagers stadig en kraftfuld vokal på trods af sine snart 60 år, og Dave Chandler på guitar, som også har været med fra starten, spiller stadig helt simple akkorder, der sidder lige i skabet, som ellers kun Tony Iommi plejer at kunne finde ud af. Og det er sådan set lige præcist det, Saint Vitus er ikke mindre end mestre udi: At spille simpelt, tungt, støjende garagerock, støbt i firsernes heavy metal-univers, med rødderne godt forankret i den diabolske doom metal. Der er dog intet ved Saint Vitus som på nogen måde ligner nutidens djævletilbedende satanister. De er mere et band, der har vedblevet at spille det samme rock, siden de blev dannet. And why fix it, if it aint broken?

Som aftenen skred frem blev de fire herrer mere løse i deres spil, og numrene blev leveret med en skødesløs nonchalence, uden på nogen måde at klaske sammen. På den måde lyder Saint Vitus i dag mere som Dinosaur Jr. lød for tyve år siden, men med deres helt egen signatur i form af Reagus’ vokal og Chandlers udsyrede dommedagsspade. Der, hvor de adskiller sig fra de fleste doom metal bands, er, når de momentvist sætter tempoet i vejret og spiller noget, der nærmest lyder punket i sin aggressivitet. Også denne aften blev sættets tunge rytme jævnligt brudt af hardcore eksplosioner, når bandet gav den gas, og det var sært befriende som lytter at blive rusket godt igennem, netop som pulsen var faldet helt til ro.

Der er ingen tvivl om, at begge bands denne aften kan deres metier. Dopelord har måske mere den stålhårde kant, der peger frem i tiden, hvor Saint Vitus insisterer på, at den diabolske rock sagtens kan spilles uden brændende kors og svineblod på scenen. Det kræver bare en intens og tilstedeværende nerve, når budskaberne om Black Magic bliver fyret af til lydene fra Chandlers viltre guitar, som kun bliver overgået i vilterhed af hans imponerende grå hårpragt, der igen tåler sammenligning med J. Mascis’ ditto.

At Reagers og Bruders dukkede op blandt publikum umiddelbart efter koncerten til en sludder og en selfie med dem, der ville det, vidner også om et band med overskud, som ikke skal bevise noget. Nu glæder vi os bare til at se den anden sanger fra bandet, Wino, når han gæster Loppen senere i år med Obsessed. Det bliver også stort – og tungt!