Da den gamle dame på Frederiksberg åbnede dørene efter den gennemgribende renovering, glædede jeg mig til igen at opleve fed musik i Hallens hyggelige rammer. Som ung teenager syntes jeg, at K.B. Hallen var gigantisk stor, hvor man kun oplevede de helt store navne, men i dag fremstår den nærmest hyggelig og intim med blot 2.500 gæster i maven.
Aftenens tre navne bød på pub-rock fra Dublins sidegader over østeuropæisk sigøjnerpolka til amerikansk hardcore keltisk punk. Så rammerne var sat til et brag af en fest med et spændt publikum, som tydeligvis havde hamstret t-shirts i merchandise-boden forinden.
The Scratch
Det er altid en utaknemmelig opgave at være første band ud af tre af den simple grund, at der sjældent er særlig meget plads på scenen. Det var nu ikke noget problem for de tre irere, som med Daniel Lang i front på percussion og vokal leverede irsk folkemusik tilsat en ordentlig gang bas og guitar, der satte godt med strøm til den traditionelle folk. Sidste gang The Scratch spillede i Danmark var på Copenhell, og det var ikke energi og spilleglæde, der manglede på scenen, hvor især Mackenna på bas og iført shorts hoppede rundt, som spillede han i et grungeband i Washington for tredive år siden. I en halv time underholdt de publikum med deres særegne blanding af folk og heavy, og det lykkedes dem faktisk at fylde den store scene ud med deres minimalistiske grej. Kom gerne igen snart på en af de mindre scener, Beta, eksempelvis. Så er der garanti for fest!

Gogol Bordello
Det er nærmest umuligt at beskrive det gale kollektiv, der er opkaldt efter den ukrainske forfatter Nikolai Gogol og det italienske ord for bordel. Men det ukrainske ophav med Eugene Hütz i front fornægtede sig ikke i form af en knyttet næve i blå og gul, der fyldte hele bagtæppet.

De øvrige medlemmer af kollektivet består også af blandt andre russiske Ryabtsev på violin, ecuadorianske Erazo på percussion og vokal og Alexandre fra Brasilien på bas. Derudover rendte folk rundt med harmonika og guitar og et par letbenede dansepiger dukkede også op i løbet af sættet og gav det hele ekstra kolorit. Hütz selv piskede band og publikum frem med den romaniinspirerede cabaretpunk, der må siges at være unik. Og med otte-ti mand på scenen, der hver især bød ind i det spraglede tæppe af folkpunkrock, blev festen skudt i gang fra første sekund.

Tre kvarter senere sluttede Hütz og kompagni af med en lyd, der nærmest var heavy, efter at have leveret et levende og medrivende show, der gav en svedig stafet videre til aftenens hovednavn.
Dropkick Murphys
Det amerikanske keltiske punkband har i dag kun Ken Casey på vokal af den oprindelige konstellation, og fraværet af vokalisten Al Barr har givet Casey mere plads som enevældig hersker på scenen, hvilket han denne aften lykkedes med at fylde godt ud.

Der var smæk på skillingerne fra starten af, og bandet var tydeligvis tændte og opsat på at give folk en fed oplevelse. Det hele startede med en intro af Sham 69s ”If the Kids are United”, og gik direkte over i ”Cadence to Arms” med sækkepibe og hele pibetøjet, og så var festen skudt i gang. I løbet af den næste halvanden time leverede Casey & Co højoktan underholdning med numre fra hele bagkataloget og med et par afstikkere til irske traditionals som ”The Irish Rover”.

Som ekstra gimmick blev bassisten præsenteret som Bon Scott og gav sit bud på AC/DCs ”It’s a Long Way to the Top”. Og ved gud om han ikke lød præcis som Bon Scott. Vel overstået blev næsen igen sat i sporet af keltisk punkrock, som fik sat godt gang i publikum helt op på lægterne. Der var i det hele taget en løssluppen stemning, som ikke blev mindre, da Casey fik hele salen til at råbe ”Fuck Donald Trump” i kor. Men farlig er han ikke, den midaldrende korpulente fyr i midten, som storsmilede under hele koncerten og så ud til at hygge sig gevaldigt. Heldigvis har han hårdtslående folk bag sig, hvor især Tim Brennan på guitar og harmonika gav den gas hele vejen.

Det hele sluttede med fælleskram med sidemanden og storhittet ”Shipping up to Boston”, inden Casey takkede af for denne gang. Ingen tvivl om at Dropkick Murphys var tændte og leverede en absolut godkendt indsats denne aften. Og som jeg sagde til min makker på vej ud, ”hold kæft, hvor bliver man glad i låget af at høre denne slags musik”.