Amager Bio havde inviteret til firsernostalgi med nogle af de absolutte topnavne fra dengang. Og som en ekstra treat var Phil Lynotts band, han dannede efter det var slut med Thin Lizzy, sat på plakaten. Hvis de aldrende folk bag instrumenterne ikke var i stand til at genskabe noget der lugtede af stemningen fra dengang, de var store, kunne det blive en dræbende lang aften.
Grand Slam
Første skud på stammen var Grand Slam, som kun eksisterede et års tid med Phil Lynott i spidsen og som aldrig nåede at udgive noget, da Lynott på det tidspunkt allerede var så langt ude i tågerne med sit stof- og alkoholmisbrug, at ingen turde binde an med ham. Ikke desto mindre genoplivede den oprindelige guitarist Laurence Archer bandnavnet sammen med nogle irske legekammerater og udgav deres første album Hit the Ground i 2019 og mødte op denne aften med helt friske Wheel of Fortune, hvorfra vi fik flere smagsprøver.
Især næstsidste nummer ”Spitfire” viste, hvad den nye konstellation bag navnet står for: catchy og radiovenligt powerrock med et twist. Men publikum har helt sikkert ventet på at høre numre fra bandets tidligere katalog, hvor det var Phil Lynott, der skrev sangene, og vi fik da også både ”Sisters of Mercy” og afslutningsnummeret ”Whiskey in the Jar”, hvor stemningsbarometeret fik et mærkbart løft.
Jeg må blankt erkende, at jeg forinden koncerten ikke anede, at bandet var genopstået, og selvom Archer spiller en habil guitar og fyrede nogle fede soloer af, virker bandets eget materiale en smule tyndbenet. Og med en noget højstemt Mike Dyer på vokal som irsk pirat, ramte de slet ikke skiven for mit vedkommende. Men efter en god halv time takkede de af for en allerede fyldt sal, og publikum kvitterede med feststemte klapsalver. Så der var stadig håb for en fed firseraften.
Girlschool
Efter et hurtigt sceneskift gik Girlschool pludselig på, men den første der dukkede op, var Animal fra Muppet Show i form af langskæggede Larry Paterson fra heavy metal-bandet Alcatraz. Denise Dufort, som ellers officielt stadig er med i Girlschool, var åbenbart blevet hjemme på sofaen denne aften. Og det skulle vise sig at være en dårlig beslutning – i hvert fald for publikum. For allerede ved åbningsnummeret ”Demolition” fra bandets debutskive blev det tydeligt, at der var noget helt galt med lydbilledet.
Derudover gik Kim MaCauliffe i gang med sit riff allerede inden de øvrige var kommet ordentligt på plads, og i det hele taget fremstod hun noget tåget og forvrøvlet under hele koncerten. Kun i glimt fik vi antydningen af hendes hæse stemme og nogle af de powerriffs Girlschool er legendarisk for at have produceret. Desværre fortsatte den ekstremt dårlige lyd under resten af koncerten, selvom den blev lidt mindre fatal i sidste halvdel. Trommerne buldrede derudaf, og det hjalp ikke at Paterson tæskede trommerne som var han med i et Metal Maniac Show. Men værst var, at man slet ikke kunne høre Jackie Chambers lead guitar. Flere gange spekulerede jeg på, om guitaren overhovedet var tændt. Helt galt gik det, da ”Race with the Devil” blev sat i gang. Nummerets bærende element er den fyrige lead guitar, som fræser signatursløjferne rundt, og uden den faldt nummeret fuldstændig til jorden. Og det var desværre indtrykket fra hele den tre kvarter lange koncert. En Kim MaCauliffe i front, som virkede decideret usammenhængende og fraværende, og en lydmæssigt fraværende Chambers på lead guitar.
Tilbage stod Animal på trommer og det nye medlem på bas, Olivia Airey, som kæmpede en brav kamp for at holde moralen oppe med cool attitude og nogle fede basrundgange. Al respekt for Girlschool og den musik, de producerede i firserne, og som på sin vis stadig holder. Det kræver bare, at man er til stede foran publikum, og at man har en lydmand, der er til stede bag pulten. Denne aften var der desværre ikke nogen.
Saxon
”Mighty Saxon” skulle nu redde aftenen for de mange fremmødte, og lad mig sige det med det samme. Det gjorde Biff Byford & Co med et mere end godkendt show. Saxon var denne aften i særdeleshed mighty i både lyd, numre og med en 74-årig Byford i front, der bare nægter at gå på pension efter at have udgivet 26 (!!) studiealbums siden 1979. Og hvorfor skulle han også det, når man stadig har en så imponerende flot vokal – alt taget i betragtning? Og efter næsten to timer med fuld smadder på både musik, lysshow, tøris og med en ustyrlig Biff takkede mastodonterne af med to gange encore med ”Crusader” og ”Princess of the Night” som en sidste afsked med et mildest talt begejstret publikum.
Men inden de mægtige riddere takkede af, fik vi to timer med klassikere som ”Backs to the Wall” fra debutalbummet Saxon, ”And the Bands Played On” fra Denim and Leather, og en forrygende flot ”Dallas 1 pm” fra Strong Arm of the Law. I sættet havde der også sneget sig et par numre ind fra det seneste album Hell, Fire and Damnation fra 2024, og de fungerede faktisk udmærkede sammen med de gamle klassikere. Men det siger nok mest om, hvor meget Saxon har flyttet sig fra deres oprindelige lyd. Og med nummeret ”1066” om slaget ved Hastings fra netop dette album vendte Biff sig endelig mod publikum og spurgte, om vi var klar til at høre albummet Wheels of Steel i sin helhed? Om vi var klar? Jeg kan love dig, at salen var klar! Med taktfast råb og klap blev først ”Motorcycle Man”, ”Stand Up and be Counted” og ”747” fyret af fra scenen med et overskud og et bid, der katapulterede os tilbage til 1980, hvor albummet så dagens lys. Som Byford sagde mellem to numre: ”Damn, this album is intense.” Og sådan var oplevelsen med Saxon også denne aften: Intenst og med den rette dosering af catchy riffs, fede soloer, heavy metal-attituder og med Biff Byford i front som stadig både kan headbange og hoppe. Og publikum hoppede med og fik endelig den firserlyd og -stemning, som tydeligvis stadig appellerer til et trofast og bredt publikum! Tak, Saxon, for en fed firseraften!
