Når musik bliver en nødvendighed
Jeg har lyttet til Thåströms musik i fyrre år, først som indpisker i punkbandet Ebba Grön og derefter som Sveriges svar på Gasolin i Imperiet, og senest som autodidakt troubadour gennem 35+ år. Seneste skud på stammen Magisk Oändligt var også åbningsnummeret denne aften i Den Gamle Dame på Frederiksberg, som tog godt imod et forventningsfuldt publikum, hvor man gentagende gange hørte svenske stemmer i mængden. Spørgsmålet var, om den i dag 67-årige sanger og komponist noir kunne fylde K.B. Hallen med de ofte følsomme og dirrende sange, der ikke altid har fordums rockstyrke og potens.
På en aften, hvor bandet, med Christian Kjellvander på guitar som særlig gæst, leverede et stramt bagtæppe af kontrolleret anarki, leverede Thåström endnu en gang en poetisk magtdemonstration, hvor nyt og gammelt blev blandet i et homogent og balanceret lydbillede til publikums udelte begejstring. Og i musikken lå svaret på mit spørgsmål. Numrene blev eksekveret skiftevis tyst og nedstemt, med insisterende nerve og med nærmest industrial rockattitude, da ”Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce” væltede Hallen med sin insisterende rock. Og det er det, Thåström mestrer som få. Han favner både den poetiske storbyblues, hvor underspillede, sårbare eksistenser kæmper deres vej gennem livets nat; og det umiddelbare rockudtryk, hvor man som musiker og som publikum bare giver los og giver sig hen.
Ingen koncert med Thåström uden et Imperiet-nummer, og denne aften fik vi sangen om Katarina med ”Sakor som hon gör”, hvilket måske ikke er det mest oplagte valg. Men det var hvad Thåström havde valgt til os, og det blev leveret med præcis den samme indlevelse og nerve som resten af repertoiret denne aften. Og minsandten om der ikke blev plads til en sjælden gæst i form af ”Flyktsoda” fra tiden med Ebba Grön i koncertens andet encore, der også bød på ”Alla vill till himlen” fra det allerførste soloalbum med 35 år på bagen. På den måde fik vi en perlerække af det bedste fra Thåström, tilført den sjæl og historik, musikken bygger på. For Thåström har aldrig skrevet et decideret hit eller leflet for den gode smag. Musikken har altid været med hans stemme og i hans ærinde, og da ”Sönder Boulevard” klingede mod byens loft, sang publikum med på omkvædet om, at det føltes ”som att komma hem”. For Thåström føler sig hjemme på den danske stenbro, og vi tager altid godt imod den svenske skumringssanger.
To timer senere havde den karismatiske sanger ført publikum gennem det meste af sit bagkatalog, og med sine småspastiske bevægelser givet eksempler på nærværende og tidsløs musik, som kun få mestrer som ham. Eneste minus var, at jeg gerne ville have hørt Kjellvanders guitar træde lidt mere i karakter i de numre, hvor der er plads til det. Men ellers var oplevelsen denne aften helstøbt og berigende i en sjælden grad, som kun en musiker, der lever og ånder for sin kunst, kan eksekvere.
