Jeg står i Arena-teltet og mærker forventningerne sitre inden årets sidste festival-koncert for mit vedkommende (eller det effekten af at have ligget i sprit i en uges tid? Hvem ved). Jeg har aldrig været den mest hardcore Nine Inch Nails-fan – jeg kender hitsene, men har aldrig gravet meget dybere. Alligevel sidder mindet om deres sidste Roskilde-koncert stadig fast, og det er svært ikke at blive grebet af stemningen, da Trent Reznor og bandet går på scenen og lægger ud med et frontalangreb af energi. Jeg har desuden af pålidelige kilder fået at vide, at aftenens sætliste skulle være en af de helt gode, så vi kommer rigtig godt fra start.
De første numre – “The Beginning of the End”, “Wish”, “March of the Pigs” – rammer som et knytnæveslag. Det er buldrende, intenst og præcist, og jeg bliver revet med af både lyd og det visuelle bombardement. Kameraerne på scenen glider ind hypnotisk og ud mellem bandmedlemmerne og på storskærmene ligner de sort/hvide og grumsede billeder nærmest et dystert undergrundsshow, bare med et noget større budget til lys. Det er næsten svært at finde ud af, om jeg skal kigge på scenen eller lade mig opsluge af billederne.
Men efter den eksplosive åbning mister koncerten lidt af grebet om mig. Bandet dykker ned i mere afdæmpede og for mig ukendte numre, og energien falder en anelse. Jeg kan mærke, at det er her, de indviede fans får deres belønning, mens vi andre må nøjes med at lade os flyde med strømmen og vente på de næste højdepunkter. Det er dog stadig gennemført leveret – lyden er massiv, og lysshowet holder Arena i et jerngreb.
Nine Inch Nails har efterhånden været i gang siden 1988 og har bevæget sig fra et énmandsprojekt til en duo med Atticus Ross som fast makker, og lørdag aften føles det, som om de trækker på hele deres historie. Selv de sange, jeg ikke kender, bliver leveret med en kompromisløshed, der er svær ikke at respektere.
Koncerten kulminerer med de store hits “Head Like a Hole” og “Hurt”, hvor publikum synger med, og stemningen rammer et punkt, hvor det hele giver mening. Jeg er ikke sikker på, om det er en koncert, der vinder bandet mange nye fans, men jeg bemærker overraskende mange unge omkring mig, som nok oplever Nine Inch Nails live for første gang. De virker fuldstændig dedikerede og opslugte, og derfor ser jeg heller ikke Nine Inch Nails som et band på vej ud, men snarere som et band, der stadig udforsker deres lydunivers og finder nye lyttere blandt de yngre generationer.
